Frivilligcenter Mors har fået over tre millioner kroner. Pengene skal bruges på at få flere bevægelsesuvante børn og unge i Morsø Kommune til at dyrke idræt. Vel at mærke sammen med andre, da det modvirker ensomhed og skaber mere glæde. Lisbeth Heide Sørensen (th) er projektleder for arbejdet. Her ses hun sammen med leder af Frivilligcenter Mors, Lise Kragh Møller.
Mennesker

Op af sofaen: Flere skal finde glæden ved motion

Nyt projekt til over tre millioner kroner skal give mere bevægelsesglæde for børn og unge på Mors

12. november 2021 kl. 10:15

2,6 millioner kroner fra Den A. P. Møllerske Støttefond foruden de to gange 225.000 kroner fra henholdsvis DGI og Morsø Kommune - i alt 3.050.000 kroner - skal sætte gang i mere bevægelse på Mors. Bevægelse er godt for alle, og indsatsen betaler sig på sigt - både for den enkelte såvel som for samfundet. Er man sund og rask fysisk som psykisk giver det et bedre liv. Derfor skal man tænke langsigtet. Det gør man hos Frivilligcenter Mors, som for et par år siden begyndte det indledende arbejde med at søge midler til projekt ’Jeg til Os’. Det handler om mere fysisk aktivitet og det handler om skabe fællesskaber.

I projektet er der fokus på børn og unge. De er delt op i to målgrupper - dem fra tre til 14 år og dem fra 15 til 25 år. I de to målgrupper er der mange, som ikke dyrker motion og som heller ikke er med i noget foreningsliv. Derfor handler det om at skabe kontakt, så alle børn og unge kan opleve det fællesskab, der er i foreningerne, og ikke mindste den glæde det giver at bevæge sig sammen med andre.

- Vi skal tænke bevægelse sammen med andre mere ind i hverdagen. Det modvirker ensomhed og fysisk inaktivitet, siger projektleder Lisbeth Heide Sørensen, der er stolt over, at Frivilligcenter Mors er det frivilligcenter, som har modtaget den største donation nogensinde.

Hun er netop ansat til at stå for projektet, der kører de kommende tre år.

Lisbeth Heide Sørensen og leder af Frivilligcenter Mors, Lise Kragh Møller, fortæller, at der er mange familier på Mors, hvor det ikke er naturligt at dyrke idræt.

- Det kan skyldes den kultur, der er i familien, det kan skyldes familiemønstret eller ganske enkelt, at logistikken ikke hænger sammen. Derfor er projektet for bevægelsesuvante børn og unge, siger Lise Kragh Møller.

På Mors er der generelt mange unge, der dyrker sport, men procentdelen af børn og unge, som ikke gør det, er for stor.

- Der er mange børn og unge, som har brug for hjælp med at komme i gang. Den udfordring vil vi gerne gøre noget ved, for der er et fællesskab for os alle. Vi vil gerne, at de oplever det fællesskab, der er i foreningerne, siger Lisbeth Heide Sørensen og fortsætter:

- De unge skal også finde deres ressourcer, og de skal få lyst til at turde møde andre mennesker. Vi skal især hjælpe dem, som har svært ved at være i et fællesskab, siger hun,

Corona har selvfølgelig også været et benspænd; Flere er droppet ud af foreningslivet, så der er noget at tage fat på.

Lisbeth Heide Sørensen har også som opgave at hjælpe foreningerne med udvikling, så de bliver bedre i stand til at fastholde flere børn og unge i aktiviteten.

Et af de første arrangementer, der sker for at sætte skub i processen, er en workshop 8. december på Sydmors Skole i Vils, hvor Sydmors IF og DGI møder op.

- Den dag får foreningerne nogle redskaber, så de kan arbejde videre, foruden der vil være en oplægsholder fra DGI, siger Lisbeth Heide Sørensen

Frivilligcenter Mors samarbejder desuden med Morsø Ungdomsskole og FGU Nordvest.

Bevægelse og medlemskab af foreninger giver bonus på den lange livsbane; Sund motion giver en sundere krop. Det resulterer i et sundere liv. Det giver grobund for en sundere økonomi for den enkelte og dermed også for hele samfundet.

Danmark er generelt kendt for vores foreningsliv og Mors og Vestjylland er nærmest foreningernes højborg. Foreningslivet er også med til at holde liv i de små lokalsamfund.

- Derfor vil det også være godt, at der kommer flere unge ind som så måske vil tage det med til næste generation, siger Lise Kragh Møller.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu