Billede beskrivelse

Nyt og gratis tilbud til børnefamilier i Sydthy: Kom og vær en del af fællesskabet

10. december 2024 kl. 19.01

HURUP: Efter godt et års forarbejde, er Røde Kors Sydthy nu klar til at invitere børnefamilier i området til et nyt og gratis tilbud om at mødes med hinanden til uforpligtende hygge, snakke, leg og fælles spisning.

Familienetværket, som det hedder, finder første gang sted torsdag den 16. januar næste år på Skoletorvet på Hurup Skole i tidsrummet 16.30-19.30.

Bag initiativet står næstformanden i Røde Kors Sydthy, Bodil Wulf Larsen. Fra sit tidligere arbejde som lærer ved hun, at der er behov for et tilbud, hvor børnefamilier kan mødes med hinanden og få mulighed for at netværke i uformelle rammer.

Familienetværket er planlagt til at finde sted én torsdag hver måned, og ud over muligheden for at blive en del af fællesskabet og netværke på Hurup Skole, så er det også tanken, at de deltagende familier kan byde ind med idéer til andre aktiviteter end dem, der kan udfoldes på skolen.

Forhåndstilmelding

Som det hedder i invitationen fra Røde Kors Sydthy, så kan det være en tur i biografen, en tur i svømmehal, eller noget helt tredje. Alle gode idéer er velkomne.

Og altså også de børnefamilier, der har lyst til at være med til at starte det nye tilbud op.

Da det, som ovennævnt, er ganske gratis for børnefamilierne at være med, så er der hensyn at tage i forhold til indkøb. Derfor er forhåndstilmelding nødvendig senest mandag den 13. januar til Bodil Wulf Larsen på telefon 2484 0132.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste