Nyhed for de firbenede: Hundefrisør åbner salon i Thisted
Kirstins hånd stryger nænsomt ned over ryggen på fem-årige Smilla. Den sortbrune yorkshire-terrier er på briksen hos Thisteds nye hundefrisør, og det er tydeligt at Kirstin Borchers-Spelter har godt tag på hunde.
Smilla sidder helt stille og får trimmet næseskæg og øjenbryn.
- Jeg har klippet og trimmet hunde i 25 år, fortæller Kirstin, der er flyttet til Thy i april.
Hun har ikke hundene fikseret, når saksen er i gang.
- Jeg binder ikke dyrene. Jeg får dem gjort rolige og går forsigtigt frem. Mine kunder skal ikke være bange, lyder det fra Kirstin Borchers-Spelter, der nu tager i mod alle hunde- små som store - i sin ”Dogworld” på Nytorv 3.
Smilla er nyfriseret og logrer, og belønningen er straks på vej – en hundekiks er på vej.