Billede beskrivelse

Ny stærk trænerduo til Sjoldbys kommende U19-årgang

06. april 2025 kl. 14.01

THY: Klubsamarbejdet Sjoldby har indgået aftale med en erfaren og stærk trænerduo, der skal stå i spidsen for den kommende U19-årgang. Den nuværende træner, Jakob Margon Jensen, får selskab af Bo Thomsen – tidligere cheftræner i Thisted FC – som nu ser frem til et glædeligt gensyn med fodbolden i Thy.

Det fortæller Skjoldby.  

- Sammen med Jakob får jeg lov til at forme og udvikle på en særdeles spændende gruppe spillere, hvilket jeg ser meget frem til. Samtidig er det klubmæssige setup både stærkt og tiltalende, udtaler Bo Thomsen.

Sjoldby er et klubsamarbejde mellem Sjørring Boldklub og Koldby Hørdum Idrætsforening. Den aktuelle U19-årgang blev samlet i 2020. Selvom størstedelen af spillerne i øjeblikket går på efterskole, har mange allerede meldt tilbage, at de vender tilbage til Sjoldby, hvilket vækker stor glæde hos klubbens samarbejdsudvalg.

- Det har lige fra begyndelsen været afgørende for Sjoldby at kombinere fodboldudvikling på alle niveauer med et stærkt og positivt fællesskab. At vi kan genoptage det, efter drengene har været spredt for alle vinde, ja, det overgår nærmest de bedste eventyr, siger Lise Thinggaard fra samarbejdsudvalget.

Der afholdes træning og fællesspisning for årgangen den 19. april i Sjørring, hvor spillere og trænere får mulighed for at hilse på hinanden. Samarbejdsudvalget håber på så stor tilslutning, at der kan tilmeldes to hold til U19, når sæsonen starter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste