Anne Marie Hansen ordineres fredag 17. juni i Viborg Domkirke og indsættes i embedet på Thyholm ved to gudstjenester søndag 19. juni. Privatfoto
Mennesker

Ny sognepræst på Thyholm

11. juni 2022 kl. 12:00

THYHOLM: Anne Marie Hansen bliver ny sognepræst i Thyholm Pastorat efter Thomas Buelund, der i december blev præst for den danske menighed i Berlin.

Det vakante embede har pastor emeritus Lars Grønbæk Sandfeldt passet, suppleret af kolleger fra Struer Provsti.

Men nu besættes altså stillingen.

Thyholms nye præst er uddannet efter den såkaldte paragraf 2-ordning, en bestemmelse i Lov om ansættelse i stillinger i Folkekirken, hvorefter personer med en kandidatgrad i andet end teologi har mulighed for at søge og få en præstestilling.

Vedkommende skal gennemføre et komprimeret teologisk uddannelsesforløb, gennemføre Pastoralseminariet og bestå en prøve, der fastsættes af Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen.

Oprindelig er Anne Marie Hansen cand. mag. i dansk og historie fra Aarhus Universitet.

Denne uddannelse afsluttede hun i 2001. Hun har siden taget en række efteruddannelser, bl.a. som professionsbachelor i psykologi, i sammenhæng med job inden for undervisning, studievejledning og ledelse.

Disse kompetencer bringer hun således også med i sit kommende virke.

22 år på Fur

Anne Marie Hansen har i 22 år - siden 1998 - boet på Fur, hvortil hun var flyttet med sin daværende mand Knud Peder Jensen og parrets første barn.

Her var de begge aktive i øens forenings- og organisationsliv. Blandt andet var hun i tre valgperioder – fra 2004 til 2016 – formand for Fur menighedsråd.

Med Knud Peder Jensen har hun to børn:

Kristian er som sin mor cand. mag. i dansk og historie fra Aarhus Universitet og redaktør på Jysk Arkæologisk Selskab under Moesgaard Museum.

Dagmar er i disse dage ved at afslutte sin studentereksamen (STX) på Skive Gymnasium.

Anne Marie Hansen ordineres i Viborg Domkirke fredag eftermiddag 17. juni af biskop Henrik Stubkjær.

Søndag 19. juni indsættes hun i embedet ved to gudstjenester: Først i Odby Kirke og derefter i Hvidbjerg Kirke, med efterfølgende sammenkomst i Thyholm Kirkecenter.

I begge sammenhænge er alle hjertelig velkomne.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu