Ny provst i Thisted og sognepræst i Tilsted
54-årige Lisbeth Damgren er vendelbo og kommer fra et embede i Orsmlev ved Aarhus
TILSTED: I morgen, lørdag 15. august, tiltræder den ny provst i Thisted Provsti, og søndag 30. august indsættes hun som sognepræst ved en friluftsgudstjeneste ved Tilsted Kirke af provstekollegaen Line Skovgaard Pedersen, Sydthy. Der rejses et telt, så man kan overholde coronarestriktionerne.
Det er 54-årige Lisbeth Damgren, som senest kommer fra en stilling som overenskomstansat sognepræst i Ormslev ved Aarhus.
Lisbeth Damgren er vendelbo, født opvokset i Østervrå, og da hun sang i Nordjysk Pigekor, blev det Frederikshavn Gymnasium, hvorfra hun fik sin studentereksamen 1985. Det næste års tid arbejdede hun i København med diakoni i KFUM & KFUK, særligt børn og unge. Så var hun et halvt år på Haslev Udvidede Højskole, før hun startede på teologistudiet i Aarhus. Sin kandidateksamen fik hun 1997, efter at hun et års tid havde læst praktisk teologi på universitetet i Edinburgh i Skotland. Hun gennemgik efter kandidateksamen Pastoralseminariet, men søgte ikke dengang embede. I stedet blev hun ansat som landskonsulent i KFUM & KFUK med ansvar for forkyndelse, ledelse og unge, efter at hun også havde været meget aktiv i KFUM & KFUK i studietiden, bl.a. var hun med til at introducere den norske Ten Sing-model i Danmark.
Fra foråret 2000 til foråret 2019 var Lisbeth Damgren kirkebogsførende sognepræst i Kristrup ved Randers, og hun fortæller, at dér lagde hun udover konfirmandundervisningen ikke mindst vægt på at få kirken ud i samfundet:
- Vi samarbejdede med skoler og børnehaver, og ved reformationsjubilæet 2017 holdt vi en folkefest i samarbejde med en lang række kulturinstitutioner og det lokale erhvervsliv, fortæller hun.
I foråret 2019 skiftede hun så til stillingen i Ormslev, og hun møder i øvrigt også til stillingen som provst med erfaring fra en årrække som tillidsrepræsentant for kollegerne i Aarhus Stift.
Kirkeligt set bygger hun på den brede folkekirke:
- Vi skal kunne rumme alle og samtidig bygge på forskellighederne. Man kan godt være sammen med nogle, som man er uenig med. Og i hvert fald er det vores opgave at øve os i det, siger hun.
Lisbeth Damgren flytter ind i præstegården i Tilsted alene. Hun er single, og hendes tre voksne børn bor i Aarhus.