Billede beskrivelse

Ny genbrugsbutik i Nykøbing skal hjælpe voldsramte børn og unge

Onsdag 15. februar har 28-årige Thomas Sloth åbnet en genbrugsbutik med et godt formål. Hans plan er, at alt overskud, skal gå til foreninger som hjælper børn og unge, der har oplevet vold

17. februar 2023 kl. 16.01
Opdateret 20. februar 2023 kl. 10.00

NYKØBING: Når du træder ind butikken er møbler stablet fra top til tå, hylder fyldt med dvd'er, malerier og porcelæn. Hos Sloths genbrug på Nørrebro i Nykøbing finder du alt, hvad genbrugshjertet begærer. Og alt overskud går til et godt formål.

For Thomas Sloth har det længe ligget i kortene, at han skulle have sin egen genbrugsbutik. Fra han var helt lille tog han selv i genbrugsbutikker, eller på loppemarkeder med papskilte. Drømmen skulle vise sig at blive til virkelighed, da den gamle låsesmed på Nørrebro 42 flyttede i nye lokaler.

Thomas Sloth overtog lokalerne, og sendte derefter et opslag ud på Facebook. Det blev modtaget med masser af fine beskeder, hvor mange morsingboer gerne ville ud af de ting, som de ikke længere havde brug for.

- Altså folk har simpelthen været så søde til at donere alt muligt. De har ringet, og nogen har faktisk også selv været her med noget, både her på Mors, men også nogen helt fra Lemvig, fortæller Thomas Sloth med et smil.

Et godt formål

Thomas Sloth tjener ikke selv én eneste krone på genbrugsbutikken, men det gør en hel flok børn, hvis det flasker sig med butikken.

Pengene kommer til at gå til voldsramte børn og unge og lige præcis den velgørenhed, ligger Thomas Sloths hjerte nær. Han har nemlig nære venner, der har haft vold helt tæt på livet og derfor er han utrolig glad for, at han endelig kan åbne.

- Det føles jo simpelthen fantastisk. Så handler det bare om, at få tjent så meget op som muligt, for at få så meget overskud som overhovedet muligt til børnene, siger han.

Thomas Sloth har udkig på organisationer som Bryd Tavsheden og Mødrehjælpen, men det vigtigste for ham er, at pengene går til voldsramte børn og unge.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste