Nu skal Gårdsangerne fra Thy optræde på kendte spillesteder
THY: Mandag den 6. oktober kan man opleve Gårdsangerne fra Thy på et af egnens kendte spillesteder, når de 10 ældre og livsglade musikere træder op på scenen og giver koncert i Folkets Hus i Struer.
Koncerten i Struer bliver dog kun den første af en række planlagte spillestedskoncerter, der næste forår i marts og april vil bringe gårdsangerne videre til Skråen i Aalborg, Fermaten i Herning, Musikhuset i Esbjerg og Stubhuset i Støvring.
- Sidste år havde vi Thomas til at lave lyd til en af vores koncerter, hvor et ældre publikum sad ved langborde og sang med til musikken. Det kunne bare noget, syntes han og foreslog, at vi skulle ud og optræde på et stort spillested, hvis vi havde lyst, forklarer Anne Alstrup, mor til Thomas fra det kendte band Jonah Blacksmith.
Hos gårdsangerne blev Thomas´ forslag taget godt imod, så herefter tog han kontakt til spillestederne.
- For os bliver det en ny, men også en sjov og spændende udfordring her 28 år efter, vi dannede Gårdsangerne fra Thy. I de 28 år, har vi som oftest optrådt for ældre på plejehjem, hos pensionistforeninger og i kirker. Og det, at vi nu skal give en koncert, hvor folk skal købe billet til og alle kan komme til, er også nyt for os, siger Anne.
Gårdsangerne fra Thy har siden 1997 holdt den gamle gårdsangertradition i live – både i toner og i ord.
Med instrumenter som murerbaljebas, sav, vaskebræt, kaffekander, tommestok, violin, guitar, banjo og harmonika, skaber de 10 musikere i alderen 66 til 86 år helt særlig lyd, der vækker minder og bringer smil frem hos både ældre og yngre publikummer.
Repertoiret består af elskede, danske gårdsangermelodier samt sange, vi husker fra “dengang”, sange som Åh, Marie, Her i vores hus er glæde og Brænd mine breve.
- Til vores koncerter bliver der altid masser af fællessang, og det vil også blive tilfældet til vores koncert i Folkets Hus i Struer. Her spiller vi to gange 45 minutter, og da vi samtidig benytter koncerten til at lave en reklamevideo, vi kan sende til arrangører, vil vi gerne lave en koncert, hvor der bliver masser af stemning og liv og glade dage, siger Anne.
På folketshus.struer.dk kan man købe billetter til koncerten. Prisen er 125 kroner.