Nu ser drømmen ud til at gå i opfyldelse for Jens
ØSTER JØLBY: Hvor penge er, kommer penge til.
Det håber og tror Jens Riis, der om godt et års tid gerne vil invitere til 150-års fødselsdag i et forsamlingshus med nye vinduer.
- Alt andet lige burde det være nemmere at finde 300.000 kroner end 800.000. Så jeg håber og tror, jeg kan finde de sidste penge, smiler han.
Pengene, han skal finde, skal bruges til nye vinduer i Det Ottekantede Forsamlingshus i Øster Jølby.
De nuværende trævinduer er ved at rådne op for vejr og vind og skal erstattes af samme slags jernvinduer, som forsamlingshuset oprindeligt var født med.
De vinduer er dyrere end træ og skal specialfremstilles hos støberiet Velamp i sønderjyske Vejen.
- Forsamlingshuset er fredet, så fredningsmyndighederne skal ind over alt og godkende de vinduer, Velamp skal lave. Derfor bliver jernvinduerne en del dyrere end trævinduer, men så kan de også holde i 100 år, siger Jens Riis.
Selv er han 77 og har i omkring 30 år stået for administrationen og driften af forsamlingshuset, som er en selvejende institution. Driften alene dækker ikke større projekter til vedligehold, så han blev glad og taknemmelig, da han onsdag fik at vide, at de lokale folketingspolitikere Torsten Schack Pedersen og Simon Kollerup havde sikret et politisk flertal på Christiansborg for at støtte restaureringen med en halv million kroner fra kulturmidler.
- For mig viser det værdien af lokal repræsentation på Christiansborg, siger Jens Riis.
Han har i flere år haft drømmen om at få nye jernvinduer, og det var under et politisk møde i forsamlingshuset, han mødte og tog kontakt til Torsten Schack Pedersen for at sætte ham ind i situationen omkring trævinduernes forfald.
- Vi fik en god snak, og Torsten Schack Pedersen lovede, at han ville arbejde politisk for at hjælpe os med restaureringen. Siden fik han Simon Kollerup med på ”bagsædet”, siger Jens Riis.
Med den halve million i hænderne, skal han nu ud og søge de sidste penge hjem, så Velamp kan komme i gang med at støbe de nye vinduer.
- Det skal nok lykkes, det føler jeg mig ret sikker på, siger Jens Riis.
Og går det, som han har drømt om i flere år, så kan forsamlingshuset til næste år fejre 150-års fødselsdag med nye jernvinduer.
Forsamlingshuset blev indviet 8. september på Grundtvigs fødselsdag i 1876, og selv om forsamlingshuset ikke selv står for at holde arrangementer, så bliver der gjort en undtagelse for at markere fødselsdagen.
- Det kan jeg godt love, for selvfølgelig skal de 150 år fejres. Det bliver dog ikke på dagen, for 8. september er en tirsdag, men i stedet lørdagen inden, siger Jens Riis.