Billede beskrivelse

Morten fik succes efter turbulente år: Nu vil han åbne studio i sin hjemby

07. november 2023 kl. 19.00

Morsingboen Morten Bladt, 33 år, med bopæl i Nykøbing, er i dag en anerkendt tatovør – eller artist, som det hedder i den liga – og han blander sig i den absolutte top af tatovører fra Thy til Randers.

Han er i dag daglig leder af studioet DeadSwallowTatoo i Skive, men han og hans samarbejdspartner og indehaver af DeadSwallowTatoo studierne i Skive og Hobro, Kasper Reimer Sørensen, har planer om at åbne en ny afdeling med et studio i gågaden i Nykøbing.

- Vi har planer om at udvide, og jeg har altid haft en drøm om at få et professionelt studio med beliggenhed i gågaden i Nykøbing, hvor jeg er født og opvokset. Men det skal startes op på den rigtige måde, så det kan blive et professionelt studio med fokus på unikke tatoveringer, som vi laver i et sterilt miljø i lyse og rene omgivelser, fortæller Morten Bladt.

Billede beskrivelse

Stenet vej til succes

Vejen til Morten Bladts succes har været stenet – og han har ifølge sig selv kun en at takke for, at hans drøm om at blive tatovør gik i opfyldelse – og det er hans læremester og partner, Kasper Reimer Sørensen.

- Kasper er en af de bedste tatovører i hele landet, og da jeg i 2014 tog det absolutte skridt og besluttede at jeg ville være tatovør, så rendte jeg Kasper på dørene for, at han skulle tage mig i lære. Og heldigvis sagde han til sidst ja og oplærte mig. Det er jeg taknemmelig for og stolt over, siger Morten Bladt.

Helt Kaspers fortjeneste alene, er det nok ikke, for Morten Bladt er selv i besiddelse af et stort talent som tegner, og netop den evne betyder, at han i dag selv designer sine unikke tatoveringer fra bunden.

- Da jeg gik ud af skolen, havde jeg nogle turbulente år, hvor jeg var lidt rodløs og ikke helt vidste, hvad jeg ville være. Og jeg havde da også et træls skudsmål med fra en af mine lærere, der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget. Det udsagn nagede mig i flere år, fortæller Morten Bladt.

Hans evne som tegner fik ham i 2012 ind på Animationsskolen i Viborg, fordi Morten havde en drøm om at blive tegneserie illustrator. Men der er en meget stor egenbetaling på uddannelsen, og det var penge, som Morten på det tidspunkt ikke var i besiddelse af. Så han måtte opgive pladsen.

- Men så havde jeg jo min drøm om at blive tatovør, som opstod allerede i 2007, hvor jeg var med klassen i Amsterdam. Her fik jeg min første tatovering. Og da jeg hørte, at man kunne blive autodidakt tatovør, hvis man kunne finde en læremester, så var det, jeg begyndte at rende Kasper på dørene, siger Morten.

Så han var stolt over og følte det som en sejr, at han i 2014 kunne gøre sin tidligere lærers ord til skamme, da han blev uddannet tatovør, og i dag har arbejdet sig op i toppen af anerkendte tatovører i hele Nord- og Midtjylland.

Billede beskrivelse

Egne designs og teknik

Morten Bladt designer alle sine tatoveringer selv fra bunden – ikke noget med copypast.

- Jeg møder kunden i deres ønsker, men jeg sætter altid mit eget præg på det færdige resultat, og jeg designer alle mine tatoveringer selv, efter en grundig snak med kunden, forklarer han.

De fleste tatovører er specialister i bestemte stilarter, og Morten Bladts fortrukne stilarter er Black and Grey, Realisme, Old School og den mere feminine stil Fine Line.

- Jeg kan håndtere de fleste stilarter, og jeg tilgodeser altid kundens ønsker, men jeg har min helt egen unikke teknik, og den er jeg blevet meget anerkendt for, oplever jeg, forklarer Morten Bladt.

Så fra at være den grimme ælling, som hans lærer helt havde opgivet, er Morten Bladt nu foldet ud som den smukke svane, både som menneske og artist.

- Det var i hvert fald sådan, at min søster på et tidspunkt beskrev mit karriereforløb. Så det passer jo nok meget godt, siger Morten Bladt med et varmt smil i øjnene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste