Morsingboerne bakker massivt op om de smukke træskibe
Det ligger i morsingboernes DNA at bakke op og stå sammen, når der sker store som små ting på øen. Og dette års velkomst på havnen i Nykøbing, der torsdag er værtsby for træskibssejladsen Limfjorden Rundt, blev ingen undtagelse.
Turistchef Bente Kristensen har haft travlt op til den festlige dag, som hvert år afvikles i uge 37, hvor de smukke gamle træskibe anløber Nykøbing Havn på 3. etape.
- Som altid, når der sker ting på øen, så bakker erhvervsdrivende og frivillige op. I år har en lang række forretninger fra hele øen doneret flotte gaver, som præmier til vores store tombola i turistforeningens bod på havnen. Og i år er der 12 boder, som er med til at skabe liv på havnen, noget at kigge på og mulighed for at købe mad og drikke, mens gæsterne venter på, at de smukke træskibe anløber havnen, siger Bente Kristensen.
En sømand på land
En af boderne er booket af Verner Lykkegaard fra Herning, der solgte sine hjemmelavede, laserskårne lanterner af træ. Han var dog ikke kommet til Nykøbing med sin hustru Lillian udelukkende for at sælge lanterner. Han er nemlig selv træskibsejer af skibet Hjorten.
- Jeg har de fleste år selv deltaget i Limfjorden Rundt sammen med min søn Sebastian, og vi har sågar vundet både etaper og endda vundet klassen under 5.brt. senest i 2018. I år er Hjorten hevet på land, fordi den skal renoveres, men helt undvære den gode stemning vil jeg ikke. Derfor har jeg nu fundet på at møde alle dem jeg kender på træskibene, når skibene kommer i havn, ved at deltage i Nykøbing på land med denne bod, hvor jeg sælger mine lanterner med maritim udsmykning, siger han.
På havneområdet samledes derudover en lang række veteranbiler fra Thy og på Mors, og det var en udstilling, der trak mange af gæsterne til. Da sidste træskib var anløbet Nykøbing Havn, kom der gang i den rigtige sømandsstemning, da koret ”Sang på Menuen” underholdt med sang og opstilling på den nok så kendte skonnert Fulton.
Mini By Night i byen
16 forretninger oppe i byen havde i år fået en ny ide, nemlig at afvikle et mini By Night og holde åbent til klokken 20.00. Det var butiksassistent Gitte Skov fra Imerco, som kom på ideen.
- Jeg synes da, at vi skal benytte os af, at der sker noget på havnen i dag, som trækker en masse mennesker til byen. Derfor har vi sammen med 16 andre forretningsdrivende i midtbyen gået sammen om at holde åben og lave en konkurrence, hvor man kan vinde mange og flotte præmier, hvis man kan udfylde et kort med et stempel fra alle 16 butikker, siger hun.
Som altid, når der samles en masse søfolk i byen ved Limfjorden Rundt, arrangeres der fællesspisning i det store telt på havnen med svinekam med diverse fra Holmens Slagter på menukortet. Og sædvanen tro uddeles etapepræmier af byens borgmester, Hans Ejner Bertelsen, mens der spises, og før der bliver spillet op til dans af de populære og lokale musikere Gerhard & Lasse Mark.
Lanternerne slukkes til midnat, hvor sømændene går til ro for at kunne sejle til Fur fredag morgen på 4. etape. Limfjorden Rundt slutter på lørdag med sejladsen til Skive.