Morsingbo europamester i hønseavl
- Det har jeg da kæmpet for, siden jeg var knægt.
Sådan lyder det fra den nyslåede Europamester i hønseavl, Stefan Søndergaard i Vils, der sammen med kammeraten, Verner Glintborg, er hjemvendt med både medaljer og æresbånd efter at have deltaget i den 29. Europa-udstilling for racefjerkræ, duer, kaniner, marsvin og fugle i Herning. Begge har udstillet deres høns i mange år, og nu er det lykkedes Stefan Søndergaard at blive europamester.
Det er for sine høns i racen Paduaner sort-/sølvsømmet, Stefan Søndergaard har hevet mesterskabet i hus.
- Paduanerhøns er kanongode æglæggere, og der er en smule uenighed om, hvor racen egentlig stammer fra. Polen og Holland vil gerne have æren af at have forædlet racen, men jeg og flere andre er af den overbevisning, at de oprindeligt stammer fra den nordlige del af Italien, fortæller Stefan Søndergaard.
Netop det med æglægningen spiller også ind, når oprindelseslandet skal fastslås, for italienske høns lægger generelt mange æg.
Stefan Søndergaard har fire varianter af Paduanerracen: Sort sølvsømmet, guld sortsømmet, gul hvidsømmet og Tollbundt, og det er bestemt ikke uden betydning at blive Europamester.
- Det er helt vildt at komme op i den liga af hønseavlere, som jeg har set op til og købt dyr af. Det er en stor ære, lyder det fra den dygtige hønseavler i Vils.
Stefan Søndergaard er mangeårigt medlem af Morsø Fjerkræavlerforening, og ligesom mange af foreningens andre medlemmer er han samtidig medlem af de specialforeninger, der dækker netop hans hønserace. Som sådan er der i Herning blevet kåret en del Europamestre i hver deres kategori.
Stefan Søndergaards speciale er Paduanerhøns, som så igen kommer ind under Specialklubben af Toppede Hønsearter i Danmark, som han er formand for.
Ovenpå nogle begivenhedsrige dage går Stefan Søndergaard nu og pusler lidt ekstra om de flotte høns, som har fået mange beundrende blikke og ord med på vejen i Herning. Nu får de tid til at lægge nogle æg. Måske bliver nogle af disse æg solgt videre af Stefan Søndergaard som rugeæg. Det er nemlig noget af det, titlen som Europamester kan bruges til: At få et godt ry i hønseverdenen.
Efter at have udstillet sine høns siden 1984, hvor han kun var en stor dreng, er Stefan Søndergaard nu selv én af mestrene indenfor fjerkræ.