Billede beskrivelse

Mor og Morgana gjorde opmærksom på de blinde og svagtseende

12. maj 2024 kl. 17.01

NYKØBING: Som hun stod der på havnen med sin blindestok, favnen fuld af flyers og med sin datter Morgana Fay ved sin side, var man på afstand ikke i tvivl om, at Rikke Bak Johansen var i Nykøbing for at fortælle om sit handicap og den forening, hun som frivillig repræsenterede.

Fredag var nemlig foreningernes dag i gågaden og på torvene, og blandt de mange fremmødte foreninger var Dansk Blindesamfund Thy-Mors.

- Det er vigtigt, at vi er synlige, også på en dag som denne, hvor vi giver folk mulighed for at spørge ind til vores handicap samtidig med, at det giver os mulighed for at fortælle om det frivillige arbejde, vi laver i vores kreds under Dansk Blindesamfund, siger Rikke.

Spurgt ind til hendes eget synshandicap, fortæller hun, at hun har såkaldt tunnelsyn og kun har otte procents syn.

Gennem egne erfaringer og på kurser under blindesamfundet, har hun lært at bevæge sig rundt i bybilledet, og er Morgana Fay med, hjælper datteren gerne sin mor.

- Det er hverken en pligt eller opgave for Morgana Fay og skal heller ikke være det. Men er vi ude sammen, er hun meget opmærksom og en god støtte. Især, når det bliver mørkt, så ved hun, at jeg får svært ved at se, smiler Rikke.

Billede beskrivelse

Aktivt fællesskab

Netop støtte til ligesindede er en stor del af blindesamfundets arbejde. I en tid, hvor handicapområdet oplever, at den kommunale og statslige støtte er for nedadgående, får det frivillige arbejde større og større betydning, mener Rikke.

- Vi rækker ud til og hjælper blinde og svagtseende, som har det svært. Især de ældre og ensomme. Dem vil vi gerne inddrage i et aktivt fællesskab sammen med andre. I Nykøbing har vi en klub, hvor vi mødes til samvær og aktiviteter på Støberigården hver anden mandag, og vi har tilsvarende klubber i Thisted og Hurup, siger Rikke.

Dansk Blindesamfund er en uafhængig, privat forening, opbygget og ledet af mennesker, der er blinde eller stærkt svagsynede.

Foreningens formål er at varetage blinde og stærkt svagsynedes interesser for herigennem at sikre ligestilling med andre borgere i samfundet samt mulighed for selvbestemmelse over eget liv og egen tilværelse.

Man kan læse mere om Dansk Blindesamfund og dets virke på blind.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste