Mona-Lisa har fundet sin rette hylde med egen klinik
TØDSØ: På visitkortet skriver Mona-Lisa Boll Enevoldsen negletekniker og vippetekniker. Og titlerne dækker over de ydelser - nemlig styling af negle, bryn og vipper - hun for et halvt år siden gjorde til sit levebrød på fuld tid i den lille klinik, By Enevoldsen, som hun har indrettet i kælderen til sin privatbolig på Karetmagervej 4 i Syd Tødsø.
Inden da havde Mona-Lisa udddannet sig som certificeret negletekniker fra CND, og derefter tog hun uddannelsen som certificeret Ellebana stylist indenfor Brow Lamination og Lash Lift – og lige nu er hun ved at færdiguddanne sig indenfor Lash Extension. Om nogle måneder er hun således helt færdiguddannet som certificeret negletekniker fra CND og Ellebana stylist indenfor Brow Lamination og Lash Lift samt Lash Extension.
Mona-Lisa har allerede oparbejdet et stort kundekartotek med kunder fra Thy, Mors, Salling/Skive og endda kunder helt fra Holstebro. Og hun tilbyder en bred vifte af behandlinger, der fremhæver den naturlige skønhed.
Negle, vipper og bryn
- Hvis man kan tale om, at jeg har et speciale, så lægger jeg stor vægt på at lave naturtro gelenegle både som forlængelse og forstærkning. Når neglen er bygget op, tilbyder jeg et væld af designmuligheder indenfor både klassiske stilarter eller mere kreativ og unik Nail Art, fortæller Mona-Lisa.
Det er negle og Nail art, som fylder mest, men Mona-Lisa har udvidet med behandling af vipper og bryn. Med behandlingen Brow Lamination bliver brynene rettet og formet og passer fint til dem, som ønsker at pleje deres egne, naturlige bryn.
Med behandlingen Lash Lift bliver de naturlige vipper løftet og buet, så de får mere fylde og længde uden brag af mascara og kunstige vipper, og snart er Mona-Lisa færdiguddannet indenfor behandlingen af Lash Extension, som er kunstige vipper, der sættes på de naturlige vipper.
- Lige nu gør jeg opmærksom på, at jeg stadig er under oplæring indenfor Lash Extension, men man kan booke en tid som model, som jeg kan øve mig på og derfor til en nedsat pris. Men inden længe er jeg færdiguddannet, og så åbner jeg op for normal booking til Lash Extension, som det fjerde ben i min klinik, forklarer hun.
Fra landmand til negle- og vippetekniker
- Jeg har i mange år interesseret mig for Nail art, og det er en passion, som jeg har bygget videre på. Og jeg var da også spændt på, om jeg kunne gøre min passion til en levevej, men det har vist sig, at det kan man godt, fortæller hun.
Spiren til hendes klinik, lagde Mona-Lisa for tre år siden, da hun i sin fritid begyndte at ordne negle for kunder, venner og. På det tidspunkt arbejdede Mona-Lisa i landbruget, hvor hun passede køer for en landmand, der bor nabo til hendes forældre.
- Jeg har arbejdet med flere ting, men i fire og et halvt år arbejdede jeg som ufaglært landmand, og det var i den periode, at jeg begyndte at uddanne mig til negle-og vippetekniker i min fritid. Så da jeg i juni sidste år var færdiguddannet og havde en del faste kunder, så sprang jeg ud i det som selvstændig, forklarer Mona-Lisa.
Hun ser også en anden fordel i at åbne klinik i kælderen til privatboligen. For Mona-Lisa på 30 år er mor til tre børn i alderen 6, 3 og 1 år. Hun er gift med Andreas, som rejser meget rundt med sit arbejde og derfor er hjemmefra i lange perioder.
- Så det var oplagt for mig at skabe et arbejde, som kunne forenes med privatlivet. Jeg kan nu få enderne til at hænge sammen, efter jeg er sprunget ud som selvstændig. Og kunderne har fået øje på mig, så mit kundekartotek fyldes løbende op med kunder fra Thy, Mors, Salling/Skive og sågar helt fra Holstebro, siger Mona-Lisa der understreger, at hun nu har fundet sin rette hylde og formået at gøre sin store passion til sin levevej.