Billede beskrivelse

Modstand mod vindmøller: Borgmesteren modtog underskriftsindsamling

02. april 2025 kl. 11.02

THY: Otte sol og vind-energiprojekter er på vej i Thy. 

Et af dem er Energiprojekt Rosvang, hvor der ansøges om tilladelse til opstilling af syv vindmøller på 150 meters totalhøjde og 21 ha solceller på de afvandede arealer der tidligere var Sjørring Sø.

Det er et privat projekt, der har mødt betydelig lokal modstand fra borgere - ikke mindst fra foreningen Thys natur, der repræsenterer borgere i Hundborg og Omegn, Sjørring og Vang/Tvorup/Vangså.

Mandag mødte repræsentanter fra foreningen op på Thisted Rådhus for at overrække borgmester Niels Jørgen Pedersen resultatet af en underskriftsindsamling efter besøg på 267 husstande rundt om projektområdet.

Underskriftindsamlingen viste at 153 sagde "nej" til projektet. 17 sagde "ja". 76 var ikke hjemme, og 21 af husstandene var sommerhuse.

- Vi vil med underskriftsindsamlingen vise, at der er en klar modstand mod energiprojekt Rosvang, lød det fra Michael Fenger, der er næstformand i Thys Natur.

Billede beskrivelse

Borgmesteren takkede for initiativet fra borgerne i området rundt om Sjørring Sø.

- Det gør indtryk, at I som de eneste har besøgt husstandene omkring projektetområdet. Borgerne rundt om de otte energiprojekter er nu blevet hørt ved den netop afsluttede vejledende afstemning. Den viser, at der klart “ja” for fire projekter. Og klart “nej” for de fire andre. Nu skal politikerne behandle projekterne. Men mon ikke de lytter til afstemning. Så jeg tror, det går den rigtige vej for jer, lød det fra borgmester Niels Jørgen Pedersen.

- Vi er i lidt bedre humør nu. Nu fik vi vist borgmesteren, at der er klar modstand for Rosvang projektet.
Men vi er ikke i mål. Vi tør ikke tro på det endnu. Derfor vil vi stadig holde kritisk øje med projektets udvikling, lød det fra Michael Fenger og Folmer Svendsen, henholdsvis næstformand og formand for foreningen Thys Natur, efter besøget på Thisted Rådhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste