Billede beskrivelse

Mindeord: Peter engagerede sig i fællesskaber

15. november 2023 kl. 11.01

Peter Kirk Jensen, Landevejen 54, Heltborg, er død efter kort tids sygdom, 83 år. Mindeordet er indsendt på vegne af familien.

Peter Kirk Jensen blev født i Vesløs Huse, som den ældste i en børneflok på otte.

Faderen døde, da Peter kun var 16 år, og Peter fik derfor et medansvar for at få hverdagen til at fungere derhjemme i det lille husmandsbrug. Pengene var små, og sorgen var stor. Men ved fælles hjælp klarede de sig, og Peter havde øje for at tage sine små søskende med i skoven på cykel eller på fisketur.

Da Peter Kirk Jensen skulle aftjene sin værnepligt, fik han mulighed for at komme ind og blive garder på Amalienborg. Efter værnepligten vendte han tilbage til Thy og blev murerarbejdsmand.

Måske var det opvæksten under yderst små kår, eller måske var det de tidlige erfaringer med arbejdsmarkedet, der vakte den unge mand politisk. I hvert fald skulle Peter Kirk Jensen siden engagere sig årelangt i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet.

Peter mødte sit livs kærlighed, Edith Marquardsen fra Østerild, og efter giftermålet flyttede parret først til Thisted og siden til Hvidbjerg på Thyholm, hvor deres fire børn voksede op.

Efter nogle år med skiftende beskæftigelse som jord- og betonarbejder, hos Kosan Gas, bestyrer af et øldepot, ansat på B&O i Struer og indehaver af Thyholm Isenkram, blev Peter Kirk Jensen postbud. Det var i det job, han i 1979 blev rekrutteret til SiD i Hvidbjerg som kontorbestyrer på deltid og senere som formand.

I 1981 fik Peter Kirk Jensen mulighed for at få en fuldtidsstilling som leder af SiD i Billund, og familien flyttede med.

De følgende år engagerede han sig helhjertet i fagforeningsarbejdet i byen, hvor Lego har hovedsæde. Han engagerede sig i kampen for bedre vilkår for de ufaglærte – de lavestlønnede i samfundet.

Men det var ikke kun løn, arbejdsforhold og pension, der optog Peter Kirk Jensen. De bløde værdier bragte han i spil, når han år efter år var med til at arrangere SiD’s sommerlejre, hvor alle kunne være med.

Han stillede også op til Billund Byråd for Socialdemokratiet og blev valgt ind i 1985.

Peter Kirk Jensen sad i byrådet i 12 år, og det var da særligt i teknisk udvalg, han gjorde sig gældende.

Han var medlem af Arbejdsmarkedsnævnet i Ribe Amt og sad i en periode i bestyrelsen i Billund Vandværk og Boligfonden Bikuben.

Få år efter at Peter Kirk Jensen gik på efterløn, flyttede han og hustruen Edith tilbage til Thy. De savnede den friske fjordluft og de store vidder.

I Sydthy engagerede Peter sig igen i fællesskaber. Han var særdeles aktiv i blandt andet Heltborg Gl. Mølles Venner, han var med til at lave finere mad i Herreklubben, og han var med i til at sejle og vedligeholde vikingeskibet Thor i Doverodde.

Peter Kirk Jensen kunne lide at bruge sine hænder. Han byggede drivhus og højbede til haven. De håndværksmæssige teknikker lærte han med glæde fra sig til børnebørnene.

I marts fejrede Peter og Edith deres diamantbryllup.

Peter Kirk Jensen efterlader sig sin hustru samt fire børn, 15 børnebørn og tre oldebørn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste