Mindeord: Kristian Bjerre var en skattet underviser
Familien har skrevet mindeord over Kristian Bjerre, der døde 28. oktober.
Lærer Kristian Bjerre var en skattet underviser og et menneske, der gjorde indtryk.
Det gjaldt årene som lærer i Nordjylland, Thy og Møborg. Og ikke mindst i Bækmarksbro syd for Lemvig, hvor Kristian Bjerre i mange år var i gang fra tidlig morgen til efter mørkets frembrud i Flynder Centralskoles velpassede sløjdsal. Værktøjet var skarpt og disciplinen aldrig til debat. Der blev savet, drejet og smedet.
Senere fulgte en årrække i Nr. Nissum på det, der dengang hed Den Jyske Pensionisthøjskole, hvor Kristian Bjerre blev en efterspurgt formidler af klassisk dansk og nordisk litteratur - og lærte pensionister at svømme, selv om de aldrig før havde været i vandet. Ikke at forglemme, at han tog dem med på inspirerende busture i hele landsdelen.
Kendetegnende for Kristian Bjerre var, at han kunne snakke med alle og holdt af at gøre det. Derfor blev han husket og afholdt. Både af gamle elever i folkeskolen og af en mængde kursister i deres seniorliv og i lokalsamfundene, hvor han boede.
Efter sin egen pension byggede Kristian Bjerre så lige selv med skovl, murske og egne hænder et flot udsigtshus i Boddum, Thy til sig selv og sin hustru Inger Bjerre.
Kristian Bjerre blev 95 år.