Mindeord: Bente var mild, lattermild og gavmild

Rikke, Sara, Maria og Anders har skrevet dette mindeord over moderen Bente Brogaard, der gik bort 10. september.

Kæreste mor

Du var et mildt væsen, en lattermild person og en gavmild sjæl. Din ro, tålmodighed og hjertevarme var en kilde til undren for alle omkring dig. Du havde ingen uvenner eller fjender, og du talte aldrig dårligt om nogen; du så altid tingene fra andres perspektiv. Du havde en evne til at håndtere selv de mest udfordrende situationer med oprejst pande, og du brugte dine bløde og omsorgsfulde hænder på fineste vis til at holde om andre, glatte panden, ae en kind og stryge håret med kærlighed. Dine hænder forblev bløde, varme og smukke til det sidste.

Din livshistorie blev især præget af ét særligt møde – mødet med din kæreste Lejf, vores far. I mødtes om håndbolden; Lejf var lokal håndboldhelt og tidligere ynglingelandsholdsspiller, og du var på udvalgt hold i Thy. Gnisterne fløj, da du fik tilsneget dig enetimer i straffekast, og et halbal og et oprykningsstævne senere blev I kærester – og har været sammen lige siden.

Det blev til 45 års ægteskab med stor kærlighed, respekt og loyalitet. To mennesker, der fra første dag nød hinandens samvær, og som altid talte pænt til og om hinanden, både overfor børn og venner. Din varme og empati formede Lejf og hjalp ham til at forstå og sætte ord på sit følelsesliv. Du var et kompas i ægteskabet og kunne med få, velvalgte ord sætte kursen for jer begge. 

Som når I var på camping, og Lejf stadig var fastlåst i tanker om arbejde og renoveringsprojekter, var et kærligt, men bestemt puf nok til at bringe ham tilbage til overfladen. Eller da du hjalp ham til at skifte job med ordene: ”Du er blevet for alvorlig, og det er synd for både dig og mig.” Tosomheden voksede sig så stor, at ord ikke altid var nødvendige. I løbet af de sidste dage sagde du: ”Vi siger ikke så meget lige nu, men det er okay – vi har altid kunnet være stille sammen og nyde hinandens selskab.”

Et andet livsdefinerende øjeblik for dig var at blive mor. Det skete første gang i en alder af kun 19, mens du stadig gik i gymnasiet, og med tre børn og en plejedatter over de næste 14 år blev familien en hjørnesten i dit liv. Familien var det vigtigste. Du tog dig altid tid, spurgte altid ind og interesserede dig uden nogensinde at være dømmende. Du skældte aldrig ud, men gav plads og viste tillid. Du var vores bedste publikum – du syntes altid, vi var de sjoveste, også når det som oftest ikke var tilfældet. Og selvom du har haft egne drømme og aspirationer, mærkede vi børn intet andet end komplet nærvær og hengivenhed.

Eksemplerne er mange. Du tog forældreorlov for at gå hjemme med Anders, som ikke trivedes i dagplejen – sammen sejlede I jorden rundt i en køjeseng og tog på naturopdagelser i Thy. Rikke kunne aldrig spille håndboldkampe om søndagen, fordi hun havde vigtigere planer – at se film og hygge med mor. Du og far tog Maria ind som plejedatter, der med en svær opvækst krævede ekstra opmærksomhed og omsorg, og som ville have sat ethvert forældrepar på prøve. Men I holdt sammen og videregav jeres kærlighed og værdier til Maria, som i dag er en fast del af familien og trives i bedste velgående. Det hele er ikke bare umådeligt beundringsværdigt, men fortæller en stor del om dig som både person og forælder.

Hjemmet var dit centrum, og du var hjemmets centrum. Duften af nybagte boller, pålægschokolade, bradepandekager, pølser og spaghetti, hjemmelavet jordbærrabarbermarmelade og hyldeblomstsaft ad libitum. Fredagshygge i det stiveste puds, TV-2 på anlægget, dans i køkkenet, bøf og bearnaise. Håndboldkampe i fjerneren med så stor indlevelse, at du fik fars lysekrone-arvestykke fra Hundborg til at flyve som granatsplinter igennem stuen. Gåture ved Vesterhavet og i Eshøj Plantage hver weekend på jagt efter rav og søpindsvin. Traditionsbundne højtider med en helt særlig stemning, der gav sug i maven og fik huset til at sitre af spænding. De hyggeligste kør-selv-campingferier – fra Klitmøller til Gardasøen med campletten bag på Toyota Carinaen, hjemme-mixede kassettehånd, Frem Med Elleveren-kortspil om opvasken og en fælles, familiær fornemmelse af uendelighed.

Du elskede det hele, og vi elskede det endnu mere. Trygheden. Rummeligheden. Overskuddet. Højtideligheden. Traditionerne. Du gjorde det usynlige synligt og gjorde hverdagen til små eventyr. Hjemmet blev et symbol på den omsorg og opmærksomhed, du gav os hver dag. Med Tove Ditlevsens ord var du vores barndoms gade, vores væsens rod. Du var vores bankende rytme, alt hvad vi længtes mod.

I dit arbejdsliv fandt du også tidligt din rette hylde – først som sygeplejerske på børneafdelingen og sidenhen som sundhedsplejerske, specialuddannet i Marte Meo-metoden. Du var anerkendt og respekteret for din faglighed og nytænkning. Sammen med din kollega Dora oprettede I en sorggruppe for børn, der havde mistet forældre – et flot og vellykket projekt, der kører videre den dag i dag. Du var desuden meget opmærksom på holismen i forældreskabet og hjalp mange fædre med at finde deres rolle i familien. Ligeledes lå det dig meget på sinde at sætte fokus på fødselsdepressioner i området og sørge for bedre screeningsprocedurer. Du var stolt og glad for at kunne hjælpe med at forme familier – få ting til at vokse, leve og gro. For alle omkring dig blev det den største naturlighed at søge dine råd om den kærlige og anerkendende børneopdragelse.

Kreativiteten fik også frit løb igennem hele dit liv. Du strikkede, broderede, syede og designede tøj til hele familien. Fra du var helt ung var du kendt som en trendsetter og senere for din elegante og farverige garderobe. Du spillede guitar og lærte både Rikke, Sara og Anders at spille. Simon & Garfunkel, Anne Linnet, Sebastian og Lars H.U.G. fyldte tonerne i hjemmet. Du og far gik til standarddans i mange år, og når der var fest, overtog I ethvert dansegulv og strålede, så det fyldte os børn med en ubeskrivelig stolthed over, at I var vores forældre. Du elskede at gå i biografen og teatret, at læse bøger og lytte til lydbøger i hobetal, og du var med i en bogklub helt til det sidste. I de sidste år af din sygdom begyndte du endda at male, og din næste plan var at lære at male med akvarelfarver, men nåede det aldrig. Den lyst og den nysgerrighed fortæller historien om et menneske, der ville have det meste ud af livet, og vi kunne så smerteligt og inderligt have ønsket for dig, at du havde fået mere tid til at dyrke og udforske alle dine interesser.

Størstedelen, der kendte dig, ved også, at ugler var din ting. Dit symbol. Du havde længe haft et ønske om at samle på noget, og selvom valget mest af alt mindede om en tilfældighed, tænker alle nu på dig, når de i dag ser en ugle. Børnebørnene gav dig sågar en ugle-bamse – Ulla, en pude, der blev brugt som en uundværlig støtte og trøst igennem dine mange smerteanfald, og som du har fået med i kisten til at passe på dig.

Desværre fik kræftsygdommen – et bløddelssarkom – stor indvirkning på dine sidste år i livet. Det kan ikke beskrives med ord, hvor synd det var, at så fint et menneske skulle lide af så voldsomme, periodiske smerteanfald og samtidig opleve et svigt af enkelte i systemet med lange ventetider og en mistro til, om der overhovedet var noget galt. Det havde du ikke fortjent.

Sygdomsforløbet blev på alle måder et langt og opslidende forløb, men du blev i det, og du kæmpede. Du bad os alle sammen om at tænke på en lille ting, der kunne komme ind og overmande tumoren – en tryllefe, en bjørn, en ræv. Du var en fighter med en enorm livsvilje og slog alle rekorder for livslængden med den type sygdom og havde det længste forløb, som det palliative team har oplevet. Som far har beskrevet det, var du som en korkprop – på trods af hundredvis af undersøgelser, scanninger, indlæggelser, operationer og smerter flød du altid ovenpå. Intet kunne holde dig nede.

Som din verden blev mindre, blev din taknemmelighed større. Du har aldrig stillet store krav til livet – ikke fordi du ikke var en søgende sjæl, men fordi du hvilede i dig selv nok til at vide, at lykken fandtes i de små ting. Havens idylliske rum, dens farverige blomster, der sprang ud, en god kop kaffe i udestuen og solens varmende stråler. Du værdsatte livets enkelthed. Du var til stede. Her og nu. Altid.

Du var heller ikke bange for at dø – du var bange for ikke at leve. Du gav udtryk for, at du ikke manglede at opleve noget i livet, men at du bare så gerne ville have haft lidt mere af det hele – lidt mere af alt det og alle dem, du holdt af. Du ville i særdeleshed have ønsket, at du kunne have set dine børnebørn vokse op. Men den vrede, som mange ville have oplevet, manifesterede sig aldrig hos dig. Du lod ikke sygdommen definere dig. Du holdt fast i din værdighed og din livsånd til det sidste.

Det var derfor også ualmindeligt rørende for os børn at se, hvordan folk strømmede til fra nær og fjern for at udtrykke deres ømhed og taknemmelighed til dig. Og hvordan familie, venner og naboer stod sammen for at støtte og hjælpe dig igennem dine sidste år, måneder, dage og timer. Det blev især tydeligt mod enden, hvordan du med din rolige facon og kærlige væremåde igennem hele livet havde formået at skabe meningsfulde bånd og gjort et mærkbart indtryk på så mange mennesker.

De sidste uger gik det rigtig hurtigt, og selvom dit hjerte var ungt og stærkt, overgav du dig til sidst – du gav slip, sov ind og fik den ro, du fortjente. Du havde alle dine nærmeste omkring dig til dit sidste åndedrag, og du lå tilbage med en umiskendelig fredfyldthed i dit ansigt og med antydningen af et lille smil på læberne.

Mor, du var et helt særligt menneske. Du var beviset på, at mildhed, omsorg og kærlighed kan vokse sig så stor, at den forgrener sig ud i livet og berører mennesker på den mest betydningsfulde måde. Du samlede folk omkring dig, og du gav dit hele væsen til alle de mennesker, der stod dig nær. Vi er så uendeligt stolte over at have haft dig som mor, og selvom vi er knuste til atomer i sorgen over, at vi ikke får mere tid sammen, og selvom vi altid vil savne dig, så det smerter i sjælen, vil vi følge dit eksempel og være taknemmelige – taknemmelige for den tid, vi havde sammen, for de smukke minder, du gav os, og for den kærlighedsarv, du efterlader. Du vil altid leve videre i os, og vi vil altid elske dig. Nu synger stjernerne, de synger dig til ro.

Kys fra dine børn