Jan er nomineret til Årets Træner: - Laver I gas med mig?
MORS: Træner i VIF Mors, Jan Nielsen, er nomineret til Årets Træner. Han kom til klubben i sidste sæson og mødte en flok dygtige håndbolddrenge, hvor alle på holdet er i 20’erne.
Men det var også et hold, der igennem nogle sæsoner havde kæmpet for at undgå nedrykning.
Ved indstillingen fortælles det, at ”Jans første ord var, at det her ville blive endnu en hård sæson. Nogle grinte lidt af de systemer, han ville have holdet til at lave. Men Jan stod fast. Og pludselig spillede holdet om oprykning i stedet for nedrykning.”
- Det er da helt vildt, at man bliver nomineret til Årets Træner. Jeg troede først, at I lavede gas med mig. Men jeg er da beæret over det, siger Jan Nielsen.
Han har altså gjort et stort indtryk i sin nye klub meget hurtigt, og klubben har også gjort indtryk på ham.
- VIF er en klub med et enormt sammenhold. Det er en klub, hvor vi har tilskuere med på udebane, men ikke mindst vores hjemmebane er helt vildt flot besat på tilskuerpladserne, fortæller han.
- Det er en fantastisk klub, hvor man har lyst til at gå den ekstra meter for hinanden.
Seriesport giver fede oplevelser
”Jan kommer altid med godt humør, tror på hver enkelt spiller og får det bedste ud af dem. Derfor skal Jan havde Årets Træner,” lyder det ligeledes om Jan Nielsen.
Det er ikke kun Jan, der får det bedste ud af holdet. Spillerne – og sporten gør det samme ved ham.
- Seriesporten giver en masse fede oplevelser sammen på kryds og tværs. Det er fantastisk at se, hvad frivillige kan drive det til i vores klub. Hvis man står sammen, kan man nå langt. Bredden i serieklubberne er også en fødekæde til de større klubber, påpeger Jan og slutter:
- Hvis jeg skulle være heldig at vinde kåringen, vil jeg sende en stor tak til VIF og ikke mindst mine herrespillere. Ja, og så vil jeg da blive mega stolt. Og så koster det jo nok en øl, næste gang jeg mødes med spillerne.