Michael mødte Kongen. Måske ses de i Hanstholm
HANSTHOLM: I hele sit voksenliv har Michael Oddershede, Ræhr, arbejdet på Hanstholm Fiskemelsfabrik - senere FF of Skagen.
I marts 2024 stoppede han som 67-årig. Det blev til 48,5 gode år på den kæmpe fabrik ved Roshagemolen.
For Michael elskede sit arbejde - trods den stærke duft på arbejdspladsen og de mange vagter 24-7, når fabrikken i den lange højsæson kørte døgnet rundt.
- Men det var bare en god arbejdsplads med rigtige gode kollegaer. og vi havde et meget tæt sammenhold. Vi var over 45-50 ansatte, og jeg var glad hver eneste dag, jeg mødte ind. I starten gjorde vi alt manuelt, men til sidst gjorde vi al styring pr. computer, lyder det fra Michael Oddershede.
Han blev af sin arbejdsplads indstillet til Kong Frederik 10´s fortjenstmedalje for sin indsats for firmaet.
I mandags skulle Kongen så have tak for medaljen og turen gik til Hovedstaden.
- Dorte (hustru red.) og jeg kørte derover. Vi troede, at det var på Amalienborg, men vi havde vist ikke læst invitationen ordentlig. For det var faktisk på Christiansborg, at jeg skulle møde og takke Kongen. Vi var i alt 81, der skulle ind og sige tak den dag. Vi var opstillet i en slags “rangorden”. Der var nogle, der skulle ind før mig. Nogle havde fine uniformer på, og nogle havde fået medalje for kun få års indsats. Men så blev det min tur. Jeg gik til døren. Jeg havde forinden fået instruks om hvad jeg skulle gøre. Der stod Frederik så. Jeg skulle bukke og sige tak. Og bukke igen, da der blev givet hånd. Så var der et par minutter til at snakke lidt.
- Nå - du kommer fra Skagen, lød det fra Kongen, fortæller Michael Oddershede.
Nej, nej. Jeg er skam fra Hanstholm. Det er, fordi min arbejdsplads er ejet af et Skagen-firma, fortalte jeg ham.
- Hanstholm, der tror jeg snart, at jeg kommer på besøg, sagde han.
- Det er i hvert fald Thisted, ved jeg, fortalte jeg ham. Ja, det er rigtig, men vi skal vist også til Hanstholm, “afslørede” Kongen.
- Skal Margrethe med, spurgte jeg ham. Nej det er kun mig og konen, lød det fra Kong Frederik.
- Jeg tror, at jeg var der inde i fire minutter, så var den audiens ovre. Så jeg ved ikke, om jeg kommer til at se Kongen i Hanstholm. Hvem ved, lyder det fra Michael Oddershede, som sammen med hustruen gik lidt rundt i København.
- Men jeg bliver hurtigt træt af at gå rundt derinde og vil egentlig hellere hjem, slutter Michael Oddershede.
FF of Skagen Hanstholm lukkede i 2012 og er i dag i en slags dvaletilstand.
Michael Oddershede har stadig nogle timer i ugen på fabrikken og hjælper blandt andet med at starte op regelmæssigt, så fabrikken er holdt operationsklar. Men også til at lave vedligeholdelse, rengøring og ukrudtsbekæmpelse.
25. august er det 50 år siden, at han begyndte på fiskemelfabrikken.
Det er i øvrigt dagen efter, at Kong Frederik X kommer til Thy.