Billede beskrivelse

Mette hjælper med et helt særligt problem

11. maj 2025 kl. 06.03

ERSLEV: Den velkendte lyd af summende bier, som flyver rundt og samler nektar er en rigtig sommerbebuder, og lige nu er de små arbejdsomme insekter begyndt at flyve rundt i naturen og i vores haver. Men det er også lige nu, fra maj til juni, at bierne kan begynde at sværme, og man kan få besøg af en hel bisværm, som sætter sig i et træ eller en busk i baghaven.

Det er ikke altid rart at have en hel bisværm logerende i baghaven, for en bisværm kan variere meget i størrelse og kan bestå af omkring 20.000 arbejderbier, et par hundrede droner, som er hannerne og én dronning.

Billede beskrivelse

Men hvad gør man, hvis man har fået besøg af sådan en bisværm?

Bor man på Mors eller på den anden side af Sallingsundbroen eller i Vildsundområdet, så kan man kontakte hobby biavler Mette Nørgaard Mikkelsen fra Erslev, som helt gratis kommer ud og indfanger bisværmen.

- Jeg kommer gerne ud og forsøger at indfange bisværmen. Jeg startede selv som hobby biavler, da en bisværm satte sig i min hæk for et par år siden. Men de fleste ønsker bare at få bisværmen fjernet, og her vil jeg gerne hjælpe med at indfange sværmen og give den et nyt bosted hjemme hos mig, siger Mette.

Mette har en mission

Da Mette slog sig ned som biavler i 2023 oprettede hun en facebookside: ”Det nordiske guld Hos frøken Bi i kæret.” For Mette har påtaget sig den mission, at hjælpe bierne med at stortrives til gavn for økosystemet, som er meget afhængig af biernes arbejde – for uden deres bestøvning, ville planter og træer dø, lyder det fra Mette.

Billede beskrivelse

- Da jeg besluttede at beholde den bisværm, der satte sig i min hæk, gik det op for mig, at det at avle bier ikke er noget, man bare sådan lige gør. Så jeg begyndte at sætte mig grundigt ind i tingene, fik købt udstyr og bistader til bierne, så jeg i dag har fem bistader, forklarer hun.

Men lige nu er kun to af de fem bistader beboet af bifamilier med hver sin dronning. Det skyldes, at to dronninger døde for Mette denne vinter. Derfor har hun købt en ny dronning, som hun får i juni, og som hun vil starte en ny familie på. Men Mettes mål er at få fyldt alle sine fem bistader op med stærke bifamilier.

- Hvis jeg får held med at indfange et par bifamilier denne sommer, så kan jeg gå ind til næste vinter med fem familier. Det betyder, at jeg godt kan tåle at miste en eller to dronninger hen over vinteren, og ikke risikere at skulle starte op helt fra bunden næste sommer, forklarer Mette.

Honning og biprodukter

Mette høster honning fra sine bistader – ikke i store mængder, men det bliver til så meget honning, at hun sælger ud af det fra en bod, som står placeret ved indgangen til hendes privatbolig på Ilkjæret 12.

Før Mette slog sig ned som biavler var hun begyndt at fremstille salver og cremer fra helende urter. Nu benytter hun også bivoks til salverne. Blandt andet SOS salven, som er god, hvis man har brændt sig på en brændenælde i haven eller blevet stukket af myg m.m. Hun laver også fine læbepomader samt små hæklede bier i nøgleringe. Blandt andet – og alt sammen kan man købe i hendes bod.

- Det her er en livsbekræftende hobby for mig. At pusle om bierne giver mig en dejlig ro og en god indre følelse af, at være med til at gøre noget godt for at bevare harmoni i naturen ved at understøtte biernes utroligt vigtige arbejde, fortæller Mette.

Man kan kontakte Mette på tlf. 28550058 eller finde mere info om hendes lille hobby-fortagende på hendes facebookside: Det Nordiske Guld Hos Frøken Bi i Kæret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste