Mette Nielsen ligger i overhalingsbanen - samtidig med sin nye direktørtitel, er hun også i færd med at starte sin egen virksomhed op. Foto: Bo Lehm
Mennesker

Mette har fart på: Først blev hun direktør - nu starter hun eget firma

30-årige Mette Nielsen har fart på - for nylig er hun udnævnt som direktør i Thy Gokart og Event, og nu har hun endnu et tiltag i støbeskeen

08. maj 2022 kl. 19:11

NORS: Højlydt dance-musik brager ud af højtalerne og blander sig med den hidsige summen fra den lille røde gokart med nummer "9" på fronten.

Det lille køretøj smyger sig gennem hårnålesvinget og lægger sig direkte foran den orange konkurrent.

Bag rattet sidder Mette Nielsen og trækker på smilebåndet. For selvom der er tale om en venskabelig opvisning til ære for fotografen, så går der hurtigt lidt konkurrence i den mellem hende og partneren Jens Skaarup Bertelsen, der kører i den orange gokart.

Parløbet mellem de to er ikke kun professionelt. De mødte hinanden for halvandet år siden og begyndte at komme sammen privat, og allerede fra dag ét var Mette Nielsen fascineret af Thy Gokart og Event, som Jens Skaarup Bertelsen på det tidspunkt drev sammen med sin bror Anders Diget Sørensen.

- Anders (Diget Sørensen, red.) og jeg ville investere nogle penge, og vi ville egentlig sætte dem i sommerhuse, men så blev vi opmærksomme på, at det her var til salg. Vi havde holdt min lillesøsters studentergilde herude, og jeg nævnte muligheden for min bror. Så endte vi med at købe det, forklarer Jens Skaarup Bertelsen.

Jens Skaarup Bertelsen overtog Thy Gokart sammen med sin bror Anders Diget Sørensen for tre år siden.

Brødrene overtog virksomheden for tre år siden fra Tommy Holm Jensen, der havde drevet Thy Gokart i 19 år. Udover gokartbanen indeholder den store hal også et eventcenter, hvor man kan prøve kræfter med sumobrydning, promillefodbold eller måske en tur på den elektriske rodeotyr.

Alt sammen i en hal, der er opvarmet, så der året rundt er mindst 18 grader. Det betyder også, at sæsonen ikke bliver forkortet af vejret - tværtimod har Thy Gokart og Event ekstra travlt i julefrokostsæsonen.

- Vores kunder er meget forskellige, det kan være alt fra et par kammerater, der vil dyste mod hinanden, til en familie, der kommer herud for at have en hyggelig udflugt, til store firma-arrangementer. Forleden havde vi omkring 50 mand herude fra Palomat, og 25. maj har vi sidste skoledag-arrangement. Vi kan rumme mange forskellige slags kunder og imødekomme deres behov, forklarer Mette Nielsen.

I november 2021 flyttede Mette Nielsen sammen med Jens Skaarup Bertelsen, og i januar 2022 overtog hun al bogføring, løn og planlægning.

- Jeg synes, det var sjovt at deltage i driften og bruge hænderne, og se folk have det sjovt imens, siger Mette Nielsen, der efterhånden indgik i virksomheden på lige fod med brødreparret.

Da muligheden for at blive kompagnon bød sig, sprang hun til:

- Anders (Diget Sørensen, red.) bor lidt længere væk, og han havde efterhånden fundet nogle andre ting, han prioriterede højere, så derfor blev vi enige om, at jeg skulle overtage hans del i firmaet, siger Mette Nielsen og tilføjer:

- Det er fedt at få titlen, men det har praktisk fungeret på den måde i et stykke tid. Nu er der bare nogle formelle ting, der bliver lidt nemmere.

De sidste underskrifter blev sat i april, og hun kan nu kalde sig direktør i Thy Gokart og Event, ligesom Jens Skaarup Bertelsen også er det. De to har mellem fem til syv ansatte, der står for den daglige drift.

- Vi har prioriteret at få nogle dygtige folk ind, der kan klare det daglige, så vi kun behøver træde til, hvis der er større events, der kræver for eksempel vareindkøb og koordinering, siger Jen Skaarup Bertelsen.

Parret nyder også selv af og til en tur på gokartbanen - helst sammen med deres fire børn.

For at få bedre tid til gokart-aktiviteterne har Mette Nielsen opsagt sit fuldtidsjob og taget et deltidsjob på kontor i den virksomhed, hvor Jens Skaarup Bertelsen arbejder som projektleder.

I forhold til at blande arbejdsliv og privatliv, så har det ikke været noget problem for parret:

- Selvom vi arbejder sammen i flere virksomheder, så arbejder jeg i København tre dage i ugen, så det ender alligevel ud på, at vi er sammen halvdelen af tiden og hver for sig den anden halvdel, forklarer Jens Skaarup Bertelsen.

- Det fylder selvfølgelig meget, og vi har altid noget at snakke om, selvom det ofte er arbejdsrelateret. Sådan vil det være, men vi arbejder virkelig godt sammen, og hvis ikke det havde været tilfældet, så havde vi nok heller ikke gjort det, tilføjer Mette Nielsen.

30. juli forsøger de sig med noget helt nyt, når Thy Gokart sammen med Team Storm-P holder "burnout" på pladsen bag gokarthallen. For de uindviede, så går arrangementet ud på at lave hjulspin med sin bil, så dækkene bliver varme og begynder at ryge - noget, som Team Storm-P er eksperter i:

- Storm-P kontaktede os og spurgte, om vi ville leje nogle gokarts ud til dem, ude på udendørsbanen i Tved. Og så luftede vi ideen for dem, at det kunne være fedt at flytte et burnout-event herud, så på den måde har vi fået det koblet sammen, siger Jens Skaarup Bertelsen og tilføjer, at Storm-P regner med, at arrangementet vil trække omkring 500-600 gæster til byen.

- Vi sørger for billig gokartkørsel, pølser og hoppeborg til børnene, ligesom vi har indgået et samarbejde med købmanden, så det bliver lidt som en byfest, fortæller Mette Nielsen.

Det skorter ikke på ideer til, hvordan forretningen kan blive videreudviklet i fremtiden, men corona har været hård ved innovationen, indrømmer de begge:

- Vi har virkelig mange planer, men det har været svært at fokusere på, når vi har været gennem så mange nedlukninger. Det har skudt mange af boldene ned, så nu vil vi gerne bare have tingene til at køre i et stykke tid, og så ser vi, for det har virkelig tæret på kræfterne, siger Jens Skaarup Bertelsen.

Eventcentret er populært blandt både børn og voksne - og her er selvfølgelig en elektrisk rodeotyr.

Til gengæld har Mette Nielsen kastet sig ud i et nyt iværksættereventyr, der altså bliver hendes tredje beskæftigelse, og som bygger på hendes passion for menneskets bedste ven:

- Jeg er ved at starte et firma op med salg af hundefoder, nærmere bestemt barf-hundefoder, som er rå-fodring. Så jeg har modtaget fem kummefrysere sidste fredag og har modtaget en palle med foder, som jeg skal hjem og pakke ud, siger hun og tilføjer:

- Jeg har allerede logo på plads, så nu skal vi have de sidste ting på plads, så jeg kan åbne. Det bliver på eftermiddagsbasis til at starte med, men jeg har allerede gode kontakter, der efterspørger det.

Men selvom Mette Nielsen er en kvinde med mange jern i ilden, så bliver der også plads til sjov, især når den sammenbragte familie indtager gokartbanen:

- Det er fedt at kunne give den gas herude på gokartbanen. Vi har fire børn, og det er fedt, at vi kan have det sammen. De er mellem 6-8 år, så det varer lige lidt, inden de kan køre selv, men når de kommer herned, tager vi gerne et par runder, siger Mette Nielsen og tilføjer:

- Vi lægger mange timer i det, og nogle gange mangler man nogle timer i døgnet, men så længe man synes det, man laver, er sjovt, så føles det ikke som så mange timer endda.

Mette Nielsen jonglerer lige nu med tre jobs, men den unge erhvervskvinde er ikke sådan at slå ud af kurs.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu