Billede beskrivelse

Melvin Kakooza og Uncle Brian er i stramt cykeltøj på Vingegaards hjemmebane

23. september 2025 kl. 19.02

THISTED: Onsdag aften kan TV2-seerne glæde sig til et helt særligt afsnit af Helt stort, når komiker Melvin Kakooza og hans cykelglade Uncle Brian fra Uganda prøver kræfter med Vingegaards og Thy Cykle Rings legendariske modvindsbakker.

De to gæster ankom i januar til Rosenkrantzgade i Thisted, hvor klubben stod klar med cykler, udstyr, omklædning – og tøj, der viste sig at være meget stramt, skriver Thy Cykle Ring i en omtale. 

- Det var lidt svært at finde størrelser store nok, indrømmer Nick Iversen fra Thy Cykle Ring med et grin.

Billede beskrivelse

Uncle Brian fik en aha-oplevelse, da han opdagede, at cykelryttere ikke bruger underbukser under shortsene. 

- Han følte sig som en sæl i det stramme tøj, fortæller Nick Iversen.

Velklædte (og lettere klemt) begav Melvin og onklen sig afsted mod Hillerslev ledsaget af en flok klubryttere, der både gav læ og gode råd i blæst og småregn – helt klassisk Thy-cykelvejr.

- Melvin havde prøvet klikpedaler før. Det havde Uncle Brian ikke. Så han skulle have hjælp ved hvert lyskryds, og hver gang han skulle standse, siger Nick Iversen.

På menuen stod naturligvis “Losseplads-bakken” ved Hillerslev – den stejle stigning, hvor Jonas Vingegaard har trænet hundredevis af gange.

Billede beskrivelse

Her måtte Melvin have et lille “håndtag” opad, mens ingen i feltet grinede.

Dagens højdepunkt kom, da Jonas Vingegaards far, Claus, pludselig dukkede op og kørte med.

- For Uncle Brian svarede det til, at man pludselig møder Messis far. Han er både cykel- og fodboldfan, så det var kæmpe stort for ham, fortæller Melvin.

Billede beskrivelse

Thy Cykle Rings ryttere fik også en oplevelse ud af dagen – og Uncle Brian fik en fornemmelse af, hvordan vind og vejr i Thy har været en træningsmakker for en Tour de France-vinder.

Det hele kan ses i Helt stort onsdag 24. sept. kl. 20.00 på TV2 – hvor der er garanti for grin, stramme bukser og masser af vind i håret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste