Billede beskrivelse

Medvind for ny surfklub: Pludselig dumpede et kæmpebeløb i klubkassen

26. april 2023 kl. 17.00
Opdateret 27. april 2023 kl. 08.25

Mandag blev bestyrelsen for den nydannede Hanstholm Surfklub så at sige taget på boardet. 

Der var indkaldt til ”skippermøde” forud for den ugentlige mandagsurf, hvor klubben afholder vandleg og griller bagefter. 

Her var den lokale købmand Solveig Madsen mødt op, og hun havde en behagelig overraskelse med til bestyrelsen i surfklubben. Med sig havde hun en kæmpecheck på 25.000 kroner, der er doneret af KFI - Sparkøbmændenes Erhvervsdrivende Fond.

Den kontante gave blev modtaget af forkvinde for bestyrelsen Stine Bøttern, som takkede - ikke kun for den flotte kontante gave på 25.000 kroner, som falder på et tørt sted.

- Beløbet er en for os en kæmpe håndsrækning. Men ligeså meget er det en anerkendelse fra lokalsamfundet for det, vi arbejder for, der er en bæredygtig surfklub bygget ved et af Europas allerbedste surfsteder -  Roshage.

Billede beskrivelse

Medlemstallet vil vokse

Og det er ikke bare noget, klubben siger. Stedet har de fleste antal sejldage, når man ser på alle discipliner indenfor surfsporten: surfing, wind, kite og SUP.

- Vi er en meget ung klub, for vi blev stiftet 31. marts. Vi er netop nu i opbygningen af klubben, og her betyder det meget, at vi får noget kapital til blandt andet at købe udstyr til de kommende medlemmer. Netop nu er vi 28 medlemmer. Men medlemsflokken vokser, og jeg er sikker på, at snart vil vi have hundredvis af medlemmer. For på vores Facebookside har vi 542 medlemmer, og det vidner om stor interesse, siger Stine Bøttern.

Hun fortæller videre, at foreningen også tager passive/støttemedlemmer ind.

- Det kan man allerede tegne sig for nu, lyder det.

Støttebeløbet fra KFI-Fonden/Spar skal bruges til indkøb af boards, neoprendragter og sko. Det vil gøre, at det bliver billigt at komme i gang med at surfe. Men der bliver også brug for en egenfinansiering ved fondsansøgning til foreningens klubhus. 

Ud over den kontante støtte til Hanstholm Surfklub lovede købmand Solveig Madsen også at støtte klubben med en udstilling om foreningen, som snart blev sat op i Spar-butikken midt på Hanstholm Havn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste