Med ét blik fandt Dennis den rette forretningspartner - og han skulle ikke langt væk
HUNDBORG: Dennis Knudsen er indehaver af DK Blik i Hundborg, og han har valgt at lukke sin forretning efter 18 år.
Med virkning fra mandag 4. august bliver han en del af ejerkredsen i Sjørring Blikkenslagerforretning.
Dermed slår Dennis Knudsen sit livsværk sammen med den mangeårige samarbejdspartner i Sjørring.
- Det er ikke på grund af mangel på arbejde eller af økonomiske grunde, at jeg har valgt den løsning.
Men det er ingen hemmelighed, at der følger rigtig meget papirarbejde og telefonpasning med det at drive eget firma. Og når man allerhelst vil arbejde ude med falstang, saks, hammer og blik, så er kontorarbejde og andet, der tager tid, noget, man helst vil slippe for.
- Da jeg så fik muligheden, så syntes jeg, at tiden var til “ryste posen” og prøve nye veje, fortæller Dennis Knudsen.
Han fik et tilbud fra den mangeårige samarbejdspartner - men også konkurrent - Sjørring Blikkenslagerforretning.
- Vi har hjulpet hinanden i mange år. Så jeg er glad for, at jeg fik tilbuddet om at blive med på en fjerdedel af Sjørring Blikkenslagerforretning. Så jeg stopper på ingen måde med blikarbejde. Nu bliver jeg en del af teamet og glæder mig helt vildt, lyder det fra Dennis Knudsen.
Han kommer til at nyde godt af helt nye værkstedsfaciliteter, idet Sjørring Blikkenslagerforretning er i fuld gang med at bygge nyt værksted, som efter planen står klar engang efter sommerferien.
Dennis Knudsen fortæller, at DK Blik var oppe på fem ansatte. Nu er der en ansat ud over Dennis selv. Det er hans hans blikkenslagersvend, Mathias, som følger med til Sjørring.
Når lokalerne er færdige, holder virksomheden en reception for at fejre lokaler, det nye ejerskab og et 40 års jubilæum for Morten Sørensen.
Datoen for festlighederne er ikke fastlagt endnu.