Billede beskrivelse

Med hjælp fra Mors: Albinoskole i Bukoba er klar til brug

Nu er der færdiggjort en mur om skolen for at beskytte børnene mod at blive bortført og lemlæstet

24. juni 2020 kl. 07.15
Opdateret 21. september 2022 kl. 12.56

MORS: Donationer fra Mors har været afgørende for, at en skole for albinobørn og handicappede nu kan tages i brug i Morsø Kommunes venskabsby Bukoba i Tanzania.

Anne Mette Schrader, der er formand for Morsø U-Landsforening, som har været stærkt involveret i arbejdet med skolen, glæder sig over, at bygningerne nu omsider kan anvendes til deres formål.

Allerede i 2016 donerede Nykøbing Mors Rotary Club 260.000 kr., som blev brugt til at bygge nye sovesale og baderum, samt til inventar som senge, tæpper, linned, skabe og lamper samt alle installationer i baderummene. FN donerede også penge til bygningerne, som stod færdige allerede i 2017.

De kunne imidlertid ikke tages i anvendelse, idet myndighederne i Tanzania ikke vurderede, at det var forsvarligt at lade børnene overnatte i de nye huse, før der var bygget en solid mur omkring grunden.

Albinobørn er nemlig en udsat gruppe i Tanzania og i flere andre afrikanske lande, hvor de kan risikere at blive bortført, lemlæstet eller dræbt. Kropsdele fra albinoer er stærkt efterspurgte i forbindelse med heksekunster, idet de bruges i ritualer, som man ifølge traditionel overtro mener kan bringe held og rigdom.

Myndighederne i Tanzania har derfor etableret kostskoler, hvor børnene kan bo og gå i skole under beskyttede forhold fra de er helt små. Mugeza Mseto Primary School i Bukoba er en af disse skoler.

- Med hjælp fra flere steder er det nu lykkedes at samle penge nok, så muren kan bygges færdig. Dertil kommer, at der også er etableret en overdækket sti fra skolebygningerne over til sovesalene og baderummene. Det er dermed også muligt at køre de fysisk handicappede elever til og fra sovesalene i deres kørestol i al slags vejr, fortæller Anne Mette Schrader.

Via Morsø U-Landsforening har Nykøbing Mors Lions Club doneret 5000 kr. til muren, og Lego Medarbejdernes Jubilæumsfond har givet 25.000 kr. En indsamling blandt medlemmer af Morsø U-Landsforening indbragte 6700 kr., og en indsamling ved bisættelsen af en tidligere volontørs mor gav 3850 kr. Endelig har Morsø U-Landsforening med støtte fra Morsø Kommunes venskabsbysamarbejde selv givet 67.236 kr. til projektet. Resten er betalt af Unicef.

På skolen er også indrettet et konsultationslokale, hvor en lokal læge jævnligt kommer og tilser børnene samt tilbyder lægehjælp til lokalbefolkningen i landsbyen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste