MD-Duo oplevede et helt uforglemmeligt øjeblik ved Thy Rocks 25-års jubilæum
THISTED: Der opstod et vaskeægte magisk øjeblik, da den lokale og elskede MD Duo for fjerde år i træk indtog scenen ved Thy Rock – og denne gang som en del af festivalens store 25-års jubilæum.
Foran et tætpakket Sparekassen Thy-telt, hvor flere tusinde publikummer stod så tæt, at teltdugen stod spændt i siderne, skete noget, som hverken Dennis Kristensen eller Martin Dinitzen nogensinde har oplevet før.
- Vi slog bare en akkord på guitaren – og så skete det. Publikum sang. Helt af sig selv. Uden at vi spillede. Det var fuldstændig overvældende og gav os gåsehud, fortæller Dennis Kristensen.
Sangene “Giv mig fri til middag” og “Thy” – skrevet for år tilbage i duoens kælderrum – rungede ud over publikum, ikke fra scenen, men fra dem selv.
- Folk kunne hele teksten. Vi kiggede bare på hinanden og tænkte det samme: Det her er magi, siger Dennis Kristensen.
En drøm på hjemmebane
MD Duo, der i dag spiller op mod 150 koncerter om året, lægger ikke skjul på, at netop Thy Rock er noget ganske særligt for dem.
- Det er årets største spillejob for os – og det mest nervepirrende. Det er vores hjemmebane, vi kender så mange i publikum. Alt går op i en højere enhed og giver bare så meget mening, forklarer Dennis.
Begge musikere har i deres ungdom selv stået blandt publikum på festivalen – og nu spiller de år efter år på samme sted. At få lov at optræde fire år i træk betegner de som en ære.
Som en hyldest til deres musikalske rødder havde de i år inviteret deres gamle mentor og læremester Ove Kanstrup med på scenen. Sammen fremførte de “Færgemand” af Johnny Madsen – en sang, de i sin tid øvede utallige gange på musikskolen.
- Han har betydet alt for os – og for mange musikere i Thy. Det var vigtigt for os at give ham stor anerkendelse, siger Dennis.
Da lysene slukkede, og teltet tømmes, stod Dennis og Martin bag scenen. Tavse. Men begge med den samme følelse i kroppen:
- Det var magisk. Den følelse kunne vi godt leve med hver dag resten af livet, lyder det fra duoen, der for længst er nået ud over det ganske land og som har haft næsten ni millioner afspilninger på Spotify.
Nu venter endnu en weekend med koncerter og festivaler for den travle duo.
Men lørdag aften ved Thy Rock vil for evigt stå som noget særligt i deres hjerter.
- Vi er i hvert fald klar, om vi skulle få chancen igen, siger Dennis Kristensen.
MD-Duo havde sat alle sejl for at give publikum i Thy den helt store oplevelse : pyro-tenik, konfetti, røg og kæmpe LED-skærme.