Billede beskrivelse

Maner rygte i jorden: Kommune vil fortsat støtte Limfjorden Rundt

13. september 2023 kl. 20.00
Opdateret 20. september 2023 kl. 11.15

Tirsdag i uge 37 lagde de 57 store træskibe i “Limfjorden Rundt” til kaj i Thisted. 

Det har træskibe gjort i mere end 30 år, og arrangementet er støttet af Thisted Kommune med 50.000 kroner til Thisted Sejlklub til bespisning af de omkring 500 besætningsmedlemmer. 


Trods rygter på kajen tirsdag er Thisted Kommunes støtte til Limfjorden Rundt ikke i fare, og dermed er der ingen usikkerhed om, at traditionen kan fortsættes med de mange sejlskibes besøg hvert år i uge 37. 


Rygterne maner formand for Sundhed- Kultur- og Fritidsudvalget Torben Overgaard i jorden.


- Limfjorden Rundt er et fantastisk arrangement for Thisted og Thy. Vi vil stadig gerne støtte op om at sejlskibene kommer til Thisted Havn.
Arrangementet er med til at understøtte Thisted Bys placering som havneby. 
Udvalget vurderer, at Limfjorden Rundt er en aktiv branding af Thisted, og begivenheden skaber relevante aktiviteter for mange målgrupper ved havnefronten, lyder det fra Torben Overgaard 

- Det er imidlertid rigtigt, at udvalget har haft en principiel diskussion, om det er det rigtige, at frie kultur-støttekroner går til en bespisning, hvor der i øvrigt er deltagerbetaling. Vi har derfor besluttet at bede forvaltningen om at gå i dialog med arrangørerne om, hvordan støtten fra kommunen til Limfjorden Rundt kan foregå fremadrettet.
Vi er positive, uddyber Torben Overgaard.

Billede beskrivelse

Ligeher.nu mødte nogle af de, der var taget ned for at se de mange gamle skibe i havnen.

- De gamle skibes besøg i Thisted viser kommunens tilknytning til Limfjorden. De sejler jo forbi Gudnæs, Visby og langs kysten ved Sydthy. Et flot syn som er værd at bevare, siger Carsten Sørensen og Josefine Götzhe fra Villerslev, der ser skibene fra vinduet hjemme, når turen går videre.

Billede beskrivelse

Michael, Mariann Nielsen fra Thisted er sammen med Malou og Martin Nielsen nede og se skibene.

- Det har været en fast tradition for os i mere end 30 år at gå på havnen den aften, de lå her. Det er en god attraktion for byen og for de mange, der kommer og ser skibene. Og det virker, som der kommer stadig flere skibe med. Vi nyder det virkeligt, lyder det fra familien Nielsen.

Limfjorden Rundts besøg i Thisted arrangeres af Thisted Sejlklub i samarbejde med Thisted By, Thy Turistforening og Thisted By Maritim.

Limfjorden Rundt begyndte i Løgstør. Onsdag sejlede feltet fra Thisted mod Struer. Torsdag ankommer skibene til Nykøbing, hvorfra turen får videre over Fur til Skive, hvor sejladsen slutter på lørdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste