Billede beskrivelse

Malenes forældre måtte sejle til hendes eksamen på grund af kø på broen

26. juni 2025 kl. 08.41
Opdateret kl. 09.10

NYKØBING: Det blev en dramatisk afslutning på dagen, da Malene Mortensen i går, onsdag, skulle hædres med studenterhue, røde roser og champagne som den sidste student i år på Morsø Gymnasium.

For mens Malene deltog i perserkrigene beskrevet af oldtidens historiker, Herodot, ved eksamensbordet i faget oldtidskundskab, var hendes familie i krig med tiden. 

De blev nemlig fanget i køen på Sallingsundbroen, som i går opstod efter en ulykke på broen, hvor trafikken til og fra Mors stod stille i mange timer.

Billede beskrivelse

Men da tog Malenes far en rask beslutning og vendte bilen om, kørte til lystbådehavnen i Glyngøre, hvor hans skib lå for anker – og i båd sejlede han familien til Nykøbing, hvor de blev samlet op og hastet til gymnasiet.

Malene sad og ventede ved eksamenslokalet på, at familien dukkede op med studenterhuen, blomster og champagne. Men hun havde den besked til familien, der var på vej, at de bare skulle tage det roligt, for alt var gået godt.

- Jeg fik et 10-tal, og det var med til at trække mit snit op på 10,1. Det betyder, at jeg nu kan søge ind på medicinstudiet på Aarhus Universitet. Men lige nu skal jeg bare feste med min familie og alle mine venner her de næste uger, sagde en glad Malene, efter hun havde fået huen på hovedet af sine forældre, der kun kom 20 minutter for sent frem.

Billede beskrivelse

Alle bestod

Så alt endte godt.

Det gjorde det også for alle de 58 studenter, som var oppe i mundtlig eksamen. Alle bestod, og de var samlet med til at hæve Morsø Gymnasiums karakter gennemsnit fra 7,1 til 9,0 – altså et løft på 1,9.

Derfor var det en glad rektor, Ann Balleby, der kunne være med til at fejre de sidste studenter på gymnasiet for i år.

Det har været et par gode eksamensdage, og udover, at gennemsnittet samlet er blevet hævet, har stemningen og humøret været helt i top. Det er altid sådan en dejlig tid, når eleverne slutter deres eksamen og skolen er fyldt op med glade studenter, der nu bare skal ud at feste, siger hun.

Og for at blive lidt i karakterer og gennemsnit, så blev Mie Hyldig Kristensen også student i går, og med et gennemsnit på 11,7 er hun den, der kan feste igennem med skolens højeste gennemsnit i år i karakterbogen.

Mine planer lige nu er bare at slappe lidt af. Derfor har min kæreste Viktor, som er blevet student i Aarhus, og jeg, planlagt en tre måneders tur til Asien. Når jeg kommer hjem, bruger jeg nok min eksamen til at søge ind på medicin i Aarhus. Men først vil jeg feste og have et sabbatår, fortæller hun.

Og festet bliver der. Fredag er der dimissionsfest på gymnasiet med et tætpakket program. Og her har rektor Ann Balleby en overraskelse oppe i ærmet – nemlig udnævnelsen af årets æresstudent – en ny tradition, som Morsø Gymnasium indførte sidste år, hvor det var den kendte TV-vært og student fra Morsø Gymnasium i 1998, Søren Vester, der blev hædret.

Hvem vi har valgt i år, er en hemmelighed og afsløres først fredag under dimissionsfesten, som altid er en dejlig dag. Vores udvalgte æresstudent vil også komme til dimissionsfesten og holde en tale, fortæller Ann Balleby.

Og så er der bare lagt op til studenterkørsel og fester de næste mange dage – så tag godt imod studenterne, når i ser dem i bybilledet og på vejene den kommende tid, lyder opfordringen fra rektor Ann Balleby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste