Malene havde ikke dyrket sport i over 10 år: Særligt tilbud fik hende i gang igen
THISTED: Indtil for nylig havde 29-årige Malene Tinggaard fra Thisted ikke dyrket sport siden sin efterskoletid, fordi hendes psykiske udfordringer blandt andet har gjort det svært at møde mange nye mennesker.
I august startede hun op hos den lokale idrætsforening PeerThy, som henvender sig direkte til psykisk sårbare, og idrætten er nu blevet en fast del af hendes hverdag.
- Her er der ingen, der ser ned på en. Der er ingen, der er forkerte. Og har man en dårlig dag, så er der også plads til det, siger Malene Tinggaard.
Konceptet kaldes 'Idræt for Sindet'. Her bliver der dyrket idræt på mindre hold og med rolige rammer, alt sammen sammen med ligesindede.
Stor opbakning
PeerThy slog dørene op i august og har nu 40 medlemmer. Foreningen har en idrætskoordinator tilknyttet fra kommunen, der hjælper med at holde styr på foreningens aktiviteter.
Her handler det ikke om at vinde, men om at få det bedre, både fysisk og mentalt.
Foreningen er målrettet voksne med psykiske udfordringer som angst, depression, bipolar lidelse eller stress - og her har Idræt for Sindet en dokumenteret effekt.
Ifølge en evaluering af konceptet foretaget af Inneva i 2022, opnår 91 procent af deltagerne en øget livsglæde og trivsel. 68 procent oplever bedre psykisk helbred, og 33 procent er komme tættere på job eller uddannelse.
Tilbuddet tilbydes i 43 af landets 98 kommuner. Heriblandt hos PeerThy i Thisted.
For tiden tilbyder PeerThy medlemmerne at være med til padel, halsport og fodbold, men foreningen drømmer om også at kunne tilbyde svømning på sigt.
Det vil dog kræve økonomisk støtte, da foreningen i så fald både skal leje en svømmehal og betale for en livredder.
En succesoplevelse
Malene Tinggaard bor lidt uden for Thisted, og tager turen ind til PeerThy cirka to gange om ugen til både padel og halsport.
- Jeg har fået det bedre mentalt. Har jeg en dårlig dag, og kommer jeg af sted, så har jeg det bedre, når jeg tager derfra igen. Man kommer ud blandt andre mennesker, og så er det skidesjovt, fortæller hun.