Madfællesskab i Thisted bygger bro mellem kulturer
THISTED: Initiativet Thy Internationals har det seneste år samlet lokale og internationale borgere til International Cooking – en række madlavningsarrangementer, hvor deltagerne mødes, laver mad og lærer hinandens kulturer at kende gennem smag og samtale. Det, der begyndte som en idé, har udviklet sig til et levende fællesskab.
Det fortæller Thy Internationals.
Den 27. september samledes mennesker fra over fem forskellige lande i Thisted. Ikke som “danskere” og “indvandrere”, men som mennesker med historier, opskrifter og åbne hjerter. Her blev titler lagt til side – og æblerne taget frem.
- Der sker noget særligt, når vi laver mad sammen, fortæller Keren Familia Christensen, formand for Thy Internationals.
- Vi deler ikke bare opskrifter – vi deler minder, traditioner og en følelse af at høre til.
Arrangementet bar præg af varme og nærvær. Mange deltagere mødte op med deres mødre og døtre – én familie deltog endda i tre generationer: bedstemor, mor og datter. Blandt dem var Ane Poulsen, aktiv i Thy Internationals, der sammen med sin datter havde foreslået æbletemaet og bidraget med både idéer og energi.
Næste stop: Kartoffel og græskar
Rejsen fortsætter lørdag den 18. oktober, hvor kartofler og græskar står på menuen. Alle med en opskrift – dansk eller international – er velkomne til at bidrage.
Thy Internationals arbejder for at bygge bro mellem kulturer og skabe et hjemligt rum for alle i Thy.