Billede beskrivelse

Lykkeliga giver succesoplevelser og glade smil ved Thy Cup

29. december 2024 kl. 19.01
Opdateret kl. 22.44

THY/MORS: 2300 håndboldglade unge har i efterjuledagene indtaget Thyhallen og 18 øvrige haller i Thy og Mors til 2024-udgaven af den populære håndboldcup Thy Cup 2024.


I år er 90 deltagere fra verdens lykkeligste håndboldliga - Lykkeliga med.
Lykkeliga er håndbold for børn med udviklingshandicap og særlige behov. 


Billede beskrivelse

- Vi er bare så jublende glade over, at vi igen er inviteret med til det store håndboldstævne. Det er det eneste store stævne i Danmark, der har inviteret Lykkeligaens børn og unge med. Det er så flot af Thy Cup, lyder det fra Lykkeliga Thisted og tovholder Margrethe Sandbæk Rokkjær. 


- Det giver uendeligt meget til “lykkeligabørn” at deltage sammen med øvrige børn ved Thy Cup. På en håndboldbane kan de få de samme succesoplevelser, følelsen af at være en del af fællesskabet og opleve: “hov - sådan kan man også spille håndbold”.  Og når Lykkeligabørn spiller - så er der ingen måltavle. Alle er vindere, lyder det fra Margrethe Sandbæk Rokkjær. 


Billede beskrivelse

Hun har travlt under fredagens Lykkeliga-kampe, der blev afviklet lige før det store rykind af de 209 hold til Thy Cup 2024.

Billede beskrivelse

En af Lykkeligadeltagerne er 9-årige Malthe Madsen fra Aabybro. På sidelinien sidder mor Christinna og smiler bredt og sender en strøm af “tommerfinger op” til Elliot, under kampen.


- Det at spille Lykkeliga håndbold betyder rigtig meget for Malthe. Han føler succes og glæde, og han oplever fællesskab og kammeratskab, lyder det fra Christinna Madsen, der sammen med mange andre forældre og familie følger kampen.

Billede beskrivelse

Det er nemlig tilladt at kommunikere og støtte børnene under kampen. Trænere og støttepersoner må også gerne være på banen, når der spilles.

I det hele taget er reglerne vide for Lykkeliga-børnene.


- Vi går ikke så meget op i, om der er overtrådt, eller om bolden nu også var inde, lyder det fra Margrethe Sandbæk Rokkjær, der er blæksprutte for de deltagende hold. 


Billede beskrivelse

Hun fortæller, at Lykkeliga-Thisted i øjeblikket har 20 medlemmer.


- Men der er plads til mange flere. Forældre skal bare melde sig. Og man kan træne med uden at behøve at skulle spille kamp.
Så kontakt os. Kom og kig på. Vi er et tilbud til hele Thy og Mors for børn med særlige behov. Og der er plads til alle, lyder det fra Lykkeliga Thisted-ildsjælen.


Billede beskrivelse

Man kan finde mere om Lykkeliga i Thy og på Mors på lykkeliga.dk.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste