Billede beskrivelse

Lokalt netværk støber skyttegravslys til ukrainske soldater

08. oktober 2023 kl. 15.00

Pia Fuglsang fra Nykøbing startede sidste vinter sammen med herboende ukrainer Kateryna Hryschenko en indsamling af stearinlys, dåser og bølgepap, som de sammen med et større netværk af ukrainske kvinder laver til skyttegravs-lys til de ukrainske soldater, som kæmper ved fronten.

Når politikerne taler om missiler, kanoner og jagerfly til den ukrainske hær, lyder det nok af ganske lidt i det store billede at sende hjemmelavede skyttegravs-lys til de ukrainske soldater, men rent lavpraktisk gør de faktisk en forskel.

- Vi lavede flere tusinde skyttegravs-lys sidste vinter. Og vores respons fra soldaterne er, at de er taknemmelige for lysene, som vi laver. For de giver dem lys og varme i den kolde vinter samtidig med, at de kan bruge dem som kogested til opvarmning af mad og vand. Er de heldige at have en mindre ovn, kan de bage brød, hvis de stiller flere lys ind i ovnen ad gangen. Så det er måske en lille ting, men den har stor lavpraktisk betydning for soldaterne, forklarer Kateryna Hryschenko, der har boet i Danmark i seks år. Hun har boet i Nykøbing indtil for nylig og er nu flyttet til Roslev.

Billede beskrivelse

Hun kom i kontakt med Pia Fuglsang gennem en Facebook-gruppe, som Pia Fuglsang oprettede sidste år: Ukrainere på Mors.

- Jeg oprettede gruppen i marts sidste år, fordi jeg følte, jeg skulle gøre noget for ukrainere her på øen. Det var gennem denne gruppe, at jeg kom i kontakt med Kateryna. Hun ville gerne hjælpe med at lave skyttegravs-lys, sammen med gruppen af ukrainske kvinder i Salling med Alla Migal i spidsen. De var begyndt at lave de her lys, siger Pia Fuglsang, som besluttede at give en hjælpende hånd til indsamling af lysstumper, dåser og bølgepap.

Billede beskrivelse

Produktion af lys i garagen

De lysstumper, dåser og bølgepap kører Pia og Kateryna til Vile i Salling, hvor Alla Migal har indrettet en mindre fabrik i garagen med et komfur. Her smelter hun lysene og tilskærer store industridåser sammen med et netværk af andre ukrainske kvinder – heriblandt Kateryna.

- Vi har selv udtænkt og videreudviklet lysene. Vi laver dem ved at hælde smeltet stearin i de opskårne dåser, mens det er flydende. I dåserne har vi sat en lang strimmel af bøjet bølgepap. Når stearinen størkner, sidder bølgepappet så fast i stearinen og danner en kraftig væge, som kan tændes. Vi har konstrueret det, så lysflammen ikke bliver for kraftig og dermed for synlig for russerne, når vores soldater bruger dem i skyttegraven. Og de har en størrelse, så soldaterne kan fragte dem med sig i deres lommer, forklarer Kateryna, der selv har familie tæt på Kiev, som hun tænker på hver eneste dag.

Billede beskrivelse

Lige nu har netværket af de ukrainske kvinder travlt med at lave tusindvis af skyttegravs-lys, hvor de første snart skal køres til Ukraine, så soldaterne kan få dem med til fronten nu, hvor vinter og kulde begynder at sætte ind.

Hvis man vil hjælpe og har lysstumper, dåser eller bølgepap, som man gerne vil donere, så kan man henvende sig til Pia Fuglsang på Fuglsøparken 96 b, Nykøbing Mors. Der står en plasticboks, som man kan aflevere tingene i, hvis hun ikke er hjemme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste