Billede beskrivelse

Lokale købmænd giver kæmpebeløb til julehjælp

04. december 2023 kl. 19.01

Aldrig har der været så mange familier, der søger julehjælp, som der er i øjeblikket. 

Heldigvis kan ekstra mange glæde sig til at modtage en julepakke, fordi Spar-butikkerne i år giver et rekord stort beløb til julepakker.

De seks Spar-butikker i Thy og Mors har i en årrække doneret midler til julekurve til trængte familier. Det er et  beløb, der har ligget på omkring 70.000 kroner. 

I år er beløbet skruet op til 180.000 kroner.

- Vi kan slet ikke få armene ned. Nu kan vi hjælpe 283 familier i år mod “kun” 100 de foregående år. Det er bare så godt, lyder det fra Willy Rønn. 

Stor betydning

Han får en ekstra travl jul når de mange julepakker, som familier har søgt om, skal bringes ud.

Det har han dog ikke det fjerneste imod. 

- Jeg ved, hvor stor positiv betydning det får for mange familier i hele Thy, lyder det.

Billede beskrivelse

Det er Willy Rønn fra Solstrålen, der står for det praktiske. Det gør han i samarbejde med Thisted Kommunes Børne- og Familierådgivning og en række private hjælpeorganisationer.

- Vi mærker et tydeligere behov i år, end de foregående år. Så er det jo helt vildt, at Spar-butikkerne giver så flot et beløb.

Alt til juleaften

I kasserne fra Spar vil familierne finde varer til en værdi på 600 kroner. I kassen er der alt til juleaften - 22 forskellige varer: Flæskesteg, rullepølse, hamburgerryg, hjemmelavet leverpostej, to slags kartofler, æbler, appelsiner, klementiner, kaffe, rugbrød, smør, juleslik, Nordthy-julekalender blandt andet. Og så toppes pakken naturligvis også med en mandelgave.

Spar-butikkerne i Thisted, Tilsted, Bedsted, Snedsted, Koldby og Hvidbjerg Mors står for pakningen af de mange kasser. Hver familier får to kasser fyldt med julevarer.

Julehjælpen når de rigtige familier i samarbejde mellem Thisted Kommunes Børn & Familierådgivning, Solstrålen, Blå Kors´ familie-netværk, Pinsekirken, Elsk Thisted – det kristne netværk og Kirkens Korshærs børne og familietilbud.

Det store beløb fra købmændene i samarbejde med købmændenes fond KFI er også med til at betale den traditionsrige fællesjuleaften i Snedsted for enlige og pensionister.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste