Lokal købmand har travlt: Der skal uddeles julehjælp
Ejvind Ibsen, indehaver af Min Købmand, også kendt som Havnekøbmanden i Nykøbing, havde sammen med sit personale travlt hele weekenden og mandagen inden jul med at uddele julehjælp til borgere, der trænger til noget ekstra hjælp til højtiden.
Det er tiende år, at Ejvind Ibsen står for det praktiske med at pakke kasser med mad og slik for foreningen Skjult Nød på Mors, der i år har modtaget flere ansøgninger end sidste år.
- Vi har i år pakket 163 kasser med flæskesteg, pålæg, slik og i det hele taget alt det, der skal til for at lave en god julemiddag samt skabe julehygge med slik. Og så er der lidt ekstra pålæg og gode sager, så der er til juledagene, forklarer Ejvind Ibsen.
Indholdet i pakkerne er afmålt i forhold til, hvor mange familiemedlemmer, der skal have del i pakkerne.
- Der er lavet pakket fra 750 til 2.000 kroner afhængig af størrelse. Og vi har også taget hensyn til, om der skal svinekød eller kylling i pakkerne, så alle kan få glæde af hjælpen, forklarer Ejvind Ibsen.
En af dem, som havde søgt om julehjælp hos Skjult Nød i år, var Dorte Emanuelsen fra Solbjerg.
- Det her er en rigtig god hjælp til at få julen til at hænge sammen. Jeg er førtidspensionist og har to store drenge. Og med de få midler, jeg har, så er det ikke nemt at købe det lidt ekstra til jul, som alle jo gerne vil have. Så jeg er taknemmelig for, at jeg kan modtage den her hjælp, som jeg også tidligere år har benyttet mig af, siger hun.
Uddelt julehjælp siden 1939
Det er foreningen Skjult Nød på Mors, som står bag julehjælpen. Siden 1939 har Sognepræsten i Nykøbing Mors Sogn haft mulighed for at hjælpe folk, der åbenlyst eller ”i skjul” havde hjælp behov – det kunne være tøj, sko eller mad. Udgifterne til hjælpen kom fra private donationer, erhvervsliv eller indsamlede midler ved koncerter og lign.
I dag er Skjult Nød en forening, og de seneste 20 år er hjælpen blevet bredt ud til hele Morsø Provsti, som omfatter hele kommunen. Formanden for foreningen er provst Mette Moesgaard Jørgensen, og hun kan oplyse, at der sidste år blev indsamlet 130.000 kroner, som bruges til julehjælpen i år.
- Energikrise og inflation har gjort et stort indhug i manges rådighedsbeløb. Vi er derfor glade for, at vi også i år har mulighed for at hjælpe de mange ansøgere til Skjult Nød. Men vi deler flere penge ud, end vi får ind lige nu, fordi mange private, erhvervsdrivende og foreninger støttede Skjult Nød sidste år, siger Mette Moesgaard Jørgensen.
Hun håber, at mange private, erhvervsdrivende og foreninger vil fortsætte med at støtte skjult Nød med donationer.
For Mette Moesgaard Jørgensen forventer ikke, at behovet for julehjælp bliver mindre de kommende år. Snarere tværtimod.