Billede beskrivelse

Logen donerer 75.000 kr. til Hospice Limfjord

10. marts 2026 kl. 06.02

NYKØBING MORS: Tirsdag den 4. marts var en særligt mindeværdig dag for både Frimurerlogen Fiat Lux i Nykøbing Mors og Hospice Limfjord i Skive, da en donation på 75.000 kr. blev overrakt til det lokale hospice. 

Donationerne kommer fra Den Danske Frimurerorden, som støtter hospicer i Danmark for at sikre, at den livsvigtige pleje og omsorg, som tilbydes på disse institutioner, kan fortsætte og udvikles.

Henrik Markmøller Bro, Ordførende Mester for Frimurerlogen Fiat Lux i Nykøbing Mors, var sammen med repræsentanter fra logen i Skive til stede for at overrække donationen. 

Han udtrykte stor taknemmelighed for muligheden for at bidrage til et så vigtigt formål:

- Det var en meget stor oplevelse at få lov til at være med til overrækkelsen. Samtidig var det både inspirerende og tankevækkende at få et indblik i det store og betydningsfulde arbejde, der hver dag udføres på hospice, fortæller Henrik Markmøller Bro.

Henrik, som fik æren af at afholde talen til arrangementet, begyndte med at anerkende det betydningsfulde arbejde, som Hospice Limfjord udfører dagligt. 

Han sagde blandt andet:

- Et hospice er et sted fyldt med livskvalitet, omsorg, pleje, værdighed, respekt, barmhjertighed og næstekærlighed. At løse den opgave, som I påtager jer, kan altid udvikles og styrkes – men det kræver ofte økonomiske midler, hvis forbedringer i plejen skal kunne gennemføres.

Henrik Markmøller Bro fortsatte med at forklare, hvordan donationerne fra Den Danske Frimurerorden har til formål at støtte områder, hvor det offentlige ikke yder støtte, såsom forbedringer af pleje- og behandlingsfaciliteter for både patienter, pårørende og plejepersonale.

Den Danske Frimurerorden har støttet hospicer i Danmark siden 2006 og har årligt samlet penge ind til formålet. I år uddelegeres i alt 566.000 kr. til hospicer landet over.

- For mig som lokal repræsentant er det en kær opgave at være her i dag og overrække donationen til jer – til glæde og gavn for jeres patienters trivsel og velfærd under deres ophold her. Vi håber, at det nye spabad kan løfte jeres pleje endnu et lille skridt videre og medvirke til at lindre patienternes smerter, så opholdet opleves endnu mere trygt, lindrende og værdigt, afsluttede Henrik Markmøller Bro sin tale.

Hospice Limfjord har ansøgt om tilskud til et nyt spabad, som nu vil blive muliggjort gennem donationen. Personalet og ledelsen på hospice udtrykte deres dybfølte taknemmelighed for støtten.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste