'Kvinder i Thy’ markerer deres første år på Kvindernes kampdag
Den 8. marts, som er Kvindernes Internationale Kampdag, har de to initiativtagere til netværket ’Kvinder i Thy’, Helene Toft Thomsen og Helene Elisabeth Dam Jørgensen, begge bosat i Klitmøller, to ting at markere og fejre.
Den 8. marts er det nemlig præcis et år siden, at de stiftede kvindefælleskabet ’Kvinder i Thy’ med det formål at skabe en platform, hvor kvinder på tværs af byer og landsbyer, tilflytter eller ej, alder, erhverv og interesser kan mødes og finde et fællesskab med andre kvinder og få inspiration og drage nytte af hinanden. Og det første år tegnede omkring 130 kvinder fra hele Thy et medlemskab og meldte sig ind i fællesskabet.
- Vi gik sammen om det her initiativ, fordi vi oplevede, at der manglede en platform, der kunne bringe kvinder fra Thy sammen på tværs af alder, baggrund og interesser. For der sker noget helt nyt, når kvinder møder kvinder med en helt anden baggrund og ståsted end en selv, forklarer de.
Helene Toft Thomsen og Helene Elisabeth Dam Jørgensen stiftede sidste år netværket som et I/S, som de driver ved siden af deres arbejde som henholdsvis selvstændig webdesigner og sociolog. Helene Toft Thomsen kommer fra Mors og Helene Dam Jørgensen fra Ebeltoft. De er begge flyttet til Klitmøller med deres familier, og de mødte hinanden gennem et kontorfællesskab i Klitmøller.
- Det var af nysgerrighed på at finde ud af, hvem der bor her i området, hvad laver kvinderne her og hvordan kan vi bringe alle de her kvinder sammen, så de kan drage nytte af hinanden i et trygt fællesskab med andre kvinder, at vi tog initiativ til at stifte netværksgruppen, fortæller de.
Fysiske netværksmøder
De står for at skabe rammerne og indholdet for fire faste netværksmøder om året. De fysiske netværksmøder, som arrangeres forskellige steder i Thy, er således det bærende element for netværket.
- Vi bygger netværksmøderne op omkring temaer, som er relevante for kvinder. Og vi er opmærksomme på at arrangere netværksmøderne forskellige steder i Thy, så vi kommer rundt i alle hjørner fra Hanstholm til Hurup og alle steder derimellem, fortæller de.
Sidste år kom der omkring 90 deltagere til hvert netværksmøde, som blev afviklet på Fyret i Hanstholm, på Plantagehuset i Thisted, på værkstedet K3 i Klitmøller, på Kirsten Kjærs Museum ved Frøstrup og i Kontorfælleskabet Silly con Ø i Nr. Vorupør.
Et af temaerne sidste år var kvinders økonomi, hvor inviterede oplægsholdere blandt andet fortalte om pensionsordninger og investering i aktier. Efter oplæggene fra de inviterede oplægsholdere fordeles kvinderne i workshops, hvor de kan netværke og drøfte forskellige emner sammen med andre kvinder.
- Vi oplever, at mange tilmelder sig vores netværksmøder, fordi de her netop kun møder andre kvinder. Samværet med andre kvinder betyder for mange, at de taler mere frit og føler sig mere trygge ved at tage ordet, fortæller Helene Jørgensen.
Tager ordet på Ølkassen
Netop det der med at tage ordet er et fast element, hver gang netværket mødes. Og det sker på ’Ølkassen’, som bliver sat frem ved alle møderne. Opfordringen er, at man stiller sig op på ølkassen og fortæller om enten en optur, nedtur eller omvej, som man har oplevet i sit liv.
- Det styrker os at stille os op og fortælle om noget fra vores eget liv. Der skal mod og styrke til. Og ved hvert møde er der modige kvinder, der stiller sig op på Ølkassen, og vi oplever, at det er et godt redskab til at få nogle kvinder til at åbne op. Og deres budskaber fra ølkassen bliver altid taget godt og hjerteligt imod af gruppen, fortæller Helene og Helene.
Markeringen af det første år med netværksgruppen ’Kvinder i Thy’ er en fest på Agger Darling, hvor gruppen har arrangeret en kæmpe fest den 8, marts, hvor de ligeledes fejrer Kvindernes Internationale kampdag.