Billede beskrivelse

Kvarterets børn fik den store skønhedskur - Aimee og Julie er klar igen næste år

18. december 2024 kl. 19.02
Opdateret 19. december 2024 kl. 11.38

THISTED: - Vi havde lyst til at give nogle af de lokale børn, der måske har det lidt sværere end andre, noget at glæde sig over her op til jul. Så vi kontaktede Huset på Havrevej i Thisted, om de var interesserede i at få besøg af os, så børn og teenagere i alderen 6-12 år kunne få ordnet hår - klippet, farvet og sat, fortæller kosmetiker Aimee Salva Pedersen og frisør Julie Ryberg.

- Og de ældste piger kunne få lavet negle. Og heldigvis - det ville de rigtig gerne. Vi fik opstillet vores lille beautysalon, og i løbet af fire timer havde vi 16 børn, der fik ordnet hår og 12 piger fik nye negle. 

Billede beskrivelse

En stor gruppe børn og teenagere, der var tilknyttet Huset fik juleordnet hår og negle. Det var gjort hyggeligt med snacks og drikkevarer fra Huset. Og duoen havde spejle, stole og grej med.

- Det var bare skønt at få lov til at opleve pigerne, hvordan de strålede, da de gik fra os. Det var stort at se dem “føle sig fine”. De gik virkeligt meget op i det. Og vi gør det gerne igen, siger Aimee Salva Pedersen og Julie Ryberg.

Billede beskrivelse

De fortæller at flere af pigerne spurgte, om hvornår de kom igen. 


- Det bliver næste år til jul, fortæller initiativtagerne. 


Huset” på Havrevej er et kombineret fritids- og socialpædagogisk tilbud for børn og unge i aldersgruppen fra 6 – 23 år i Thisted Kommune.

Aimee Salva Pedersen og frisør Julie Rybergs julebeautytilbud var naturligvis helt gratis for børnene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste