Billede beskrivelse

Kongeparret blev mødt af et folkehav i Thisted og Hanstholm

26. august 2025 kl. 14.30

THISTED: Da Kong Frederik og Dronning Mary i karet ankom ti Store Torv i Thisted, hvor den officielle modtagelse af deres besøg i Thy blev holdt på Det Gl. Rådhus i Thisted, blev de mødt af et hav af mennesker.

Tusindvis af mennesker fra nær og fjern var stimlet op langs ruten gennem Thisted by og langs Kystvejen – og ikke mindst på Store Torv. Og jublen ville ingen ende tage, da kongeparret trådte ud på Det gl. Rådhus balkon for at hilse på de fremmødte.

Billede beskrivelse

Nogle kom endda langvejs fra.

Kom hele vejen fra Aarhus

En time før kongeparret ankom i karet til Store Torv i Thisted, var mor og datter, Bente og Dorte Madsen mødt frem for at få en plads i første parket.

Og det fik de, for Dorte har fødselsdag og håbede på et royalty håndtryk og en lykønskning.

Billede beskrivelse

- Jeg bor i Aarhus, så jeg har mødt de kongelige hver gang, de har besøgt byen. Nu er jeg så hjemme i Thisted til min fødselsdag, så med kongeparret på besøg, syntes mor og jeg at vi selvfølgelig skulle på Store Torv og hilse dem velkommen. Og så håber vi da på, at vi også får et håndtryk, smilede Dorte.

Gave, tale og lidt mundgodt

Inde på Det Gl. Rådhus ventede en velkomstkomité på kongeparret og borgmester Niels Jørgen Pedersen bød velkommen med en tale, hvorefter han overrakte en gave fra Thisted Kommune – en eksklusiv miniature-skulptur i bronze af det særlige vartegn for Thy – Thisted Pigen.

Efter tale og modtagelse blev kongeparret budt på noget mundgodt, som Gitte og Michael Eriksen fra Hotel Thisted havde sammensat.

Billede beskrivelse

- Vi har lavet nogle lette hapser af lokale råvarer og valgt en let rosévin samt hjemmelavet rabarbersaft. Det er altid en stor ære at blive tildelt den opgave at bespise et kongepar. Så det er vi da stolte af, sagde Michael Eriksen, før kongeparret ankom til rådhuset.

Flot modtagelse i Hanstholm

Også ved ankomsten til Hanstholm Havn, hvor kongeskibet lagde til ved Kaj 23 klokken 9.45 var der mange, der ventede på et se et glimt af kongeparret, da de blev modtaget på havnen af en modtagelseskomité med borgmester Niels Jørgen Pedersen i spidsen.

Men også en gruppe plejehjemsbeboere fra Plejecenter Bøgely i Silkeborg hade taget turen til Thy, for at få et glimt af kongeparret.

Billede beskrivelse

- Det er min fjerde regent, sagde Grethe Nielsen på 85 år, som har fulgt fire generationer af kongefamilien tæt.

- Jeg er rigtig glad for vores kongehus og jeg synes at både Frederik og Mary gør det rigtig godt.

Efter den officielle modtagelse i Thisted gik turen til Doverodde, hvor kongeparret skal vises rundt i Naturlandsbyen og spise frokost i Naturværkstedet inden de fortsætter til Vorupør.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste