
Kongelig hæder for over 45 år med tænder
HURUP: Klinikassistent Kirsten Lyhne Sørensen stoppede i januar i Sydthy Tandklinik i Ashøjgade i Hurup efter 45 og et halvt år på samme arbejdsplads.
Det blev torsdag middag markeret i tandklinikken med god mad og alkoholfrie drikke - og så Den Kongelige Belønningsmedalje.
Fortjenstmedaljen blev overrakt af tandlæge Reza Zoghi, der overtog klinikken i 2018.
Kirsten Lyhne Sørensen takkede pænt.
- Jeg kom i lære i 1977, hvor jeg blev ansat af tandlæge Søren Foldager, der startede samtidig med mig, fortæller Kirsten Lyhne Sørensen, der igennem alle år har boet i Snedsted.

- Jeg anskaffede mig en bil, da jeg kom i lære. Så jeg har pendlet i egen bil igennem årene, fortæller hun.
Søren Foldager kunne i øvrigt ikke deltage i torsdagens sammenkomst, da han er bortrejst.
- Han har sendt mig en sød hilsen, fortæller Kirsten Lyhne Sørensen, der gik på efterløn, da hun stoppede i tandklinikken
Den nyvundne fritid bruger hun sammen med familien.
Den Kongelige Belønningsmedalje gives bl.a. i forbindelse med udtræden af arbejdsmarkedet efter mindst 40 års ansættelse i samme private virksomhed.
Sydthy Tandklinik beskæftiger syv ansatte.