Sanne Friis lukker efter 12 år sit galleri "Thy til Kunsten" ud til A 11 ved Villerslev. Netop nu sælges alt ud til meget nedsatte priser. <i>Foto: Ole Iversen</i>
Mennesker

Kendt galleri lukker efter 12 år

21. september 2022 kl. 17:50

Efter 12 år med kunstgalleri på bakken ved hovedvejen ved Villerslev lukker Sanne Friis nu ”Thy Til Kunsten” ned.

- Det har været 12 fantastiske år med skønne og trofaste kunder. Jeg har elsket alle de ferniseringer, vi har afholdt. Og i året op til corona nød jeg at tilbyde arrangementer i den hyggelige cafe. Derfor er det vemodigt, når folk har hørt, at det er slut og kommer for at sige farvel, siger Sanne Friis.

Hun skal nu have tømt galleriet og sælger ud af udvalgte malerier, keramik og kunsthåndværk. Baggrunden for lukningen af galleriet lægger Sanne Friis ikke skjul på. Hun og kæresten besluttede ved nytår at gå hvert til sit efter 12 års forhold.

- Jeg ejer stadig en del af huset og kunne i princippet godt køre galleriet videre. Men fordi jeg ved nytår flyttede til Holstebro, har jeg valgt at sige: det var det”.

Nu skal jeg nyde at male og måske lære nyt, siger Sanne Friis, der glæder sig til sin nye tilværelse med humøret i top. <i>Foto: Ole Iversen</i>

For at køre til Thy fra Holstebro fire gange i ugen er uholdbart.

- Nu vil jeg i stedet fortsætte mit kunstnervirke med base i Holstebro, hvor jeg har fundet et dejligt hus. Jeg vil fortsat male og fortsætte med at udstille. Men generelt på lidt lavere blus. Jeg er jo trods alt blevet 68 år, siger Sanne Friis, der stadig har humøret i top og sikker tro på, som hun siger: ”at lukkes der en dør – åbner der straks en ny”.

Men det er med vemod at opleve, når kunderne kommer og siger farvel, siger Sanne Friis. <i>Foto: Ole Iversen</i>

Sanne Friis har sat den endelige lukning til 15. oktober, men bliver der solgt ud, bliver det tidligere.

- Jeg sælger malerier fra mine udgåede serier til ren spotpris. Og resten i galleriet er priserne sat ned med 40-70 procent.

Også de kunstnere, der stadig står i galleriet, har valgt at sætte deres ting ned i pris. Det gælder Bodil Bach, Vilsund, Bente Stæhr, Holstebro og Sten Thomsen, Egå.

Sanne Friis` malerier vil fremover blive solgt blandt andet via Hjerm Kunstgalleri.

Forbindelsen til Thy bliver dog ikke klippet fuldstændig. I det nye år skal Sanne Friis udstille hos FOA i Thisted fra januar til marts.

Annonceret indhold

Nyeste