Billede beskrivelse

Karen og Benny fejrede 40 år i sparekassen

12. august 2023 kl. 10.01
Opdateret 16. august 2023 kl. 10.28

To medarbejdere i Sparekassen Thy kunne i sommer fejre 40 års-jubilæum. 

Den 1. juli 2023 fejrede privatrådgiver, Karen Skaarup Nielsen, 59 år, sit 40-års jubilæum. Karen startede som elev i Hanstholm i 1983 og har været i afdelingen i Hanstholm lige siden. Karen har en stor interesse i bolig- og pensionsområdet og uddannelser som ejendomsmægler og valuar er gennem årene blevet tilføjet cv’et. Hun har i en årrække været bolig og pensionsansvarlig i Hanstholm, ligesom hun har haft ansvar for ejendomsvurderinger i samarbejde med Totalkredit.

Billede beskrivelse

Karen Skaarup Nielsen bor med sin mand i Nors. Hun har været aktiv som spiller og bestyrelsesmedlem i Nors Boldklub. 

Senere er håndbolden blevet skiftet ud med golf og formen holdes ved lige med cykelture til og fra arbejde syv måneder om året. Karen har tre børn og otte børnebørn, der alle bor i lokalområdet, og som Karen bruger meget af sin fritid sammen med – når hun ikke er afsted på camping eller holder ferie i sommerhuset i Klitmøller.

Billede beskrivelse

Uddannet ejendomsmægler

Samme dag fejrede privatrådgiver Benny Kusk Poulsen, 60 år, også sit 40-års jubilæum. Benny startede i 1983 som elev i Thisted, og har gennem årene været tilknyttet både Vildsund, Sennels og Koldby. I 1995 blev Benny uddannet ejendomsmægler, valuar og vurderingskonsulent for TotalKredit, og blev i 1999 ansat i ThyBolig, der åbnede samme år. Benny kom tilbage som privatrådgiver i afdelingen på Store Torv i 2011 – og her er han fortsat. Derudover har Benny været medlem af repræsentantskabet i Sparekassen Thy i over 20 år.

Benny bor med sin kone Linda i Thisted Vestby. Sammen har de tre voksne børn i alderen 28-35 år, alle bosiddende i Århus. Benny har en stor interesse for fodbold – han har spillet selv i mange år og været aktiv i TFC på ungdomssiden. Desuden er han aktiv i diverse frivillige foreninger. Fritiden bruges ofte i sommerhuset i Klitmøller, motionscenter ligesom fodboldture til Beatles-byen Liverpool står på programmet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste