Billede beskrivelse

Kæmpebeløb fra Go’Mad Spar sikrer 200 julepakker til familier i Thy

18. december 2025 kl. 19.02

THY: Årets store julehjælp er i fuld gang, og julepakkerne strømmer i disse dage ud til trængte familier i hele Thy.

Tirsdag og onsdag kunne Villy Rønn og frivillige fra Solstrålen hente hele 200 store julepakker hos Go’Mad Spar.

Pakkerne fyldt med købmandsvarer til en værdi af 600 kroner blev afhentet som sædvanligt i en varebil udlånt af Højland Biler og kom fra Spar-butikkerne på Iversensvej i Thisted, på Simons Bakke, i Koldby, Bedsted og Snedsted.

Billede beskrivelse

Go´Mad Spar - Solstrålens julehjælp er et omfattende projekt, der kun er muligt, fordi de fem Go’Mad Spar-butikker går sammen om at skaffe 150.000 kroner via købmændenes fond KFI.

- Det er sjette år, vi laver julehjælp i samarbejde med Solstrålen og Netværkscaféen Thisted. Det er et arbejde, vi gør med den største fornøjelse – både at søge pengene hjem og få de mange kasser pakket, siger købmand Kristian Stærk, medindehaver af Go’Mad Spar-butikkerne.

- Vi ved, at pakkerne – som indeholder alt det, familierne har brug for op til jul – er givet rigtig godt ud og gør en kæmpe forskel i en tid, hvor mange har svært ved at få enderne til at nå sammen.

For Villy Rønn fra Solstrålen er det årets travleste periode, når de mange julepakker skal fordeles rundt i Thy.

- Det fungerer rigtig fint. Omkring 70 pakker bliver leveret til Rampen på havnen, hvor de bliver afhentet. Mange familier henter selv deres pakke hos Solstrålen i Skolegade, og de familier, der ikke har bil, får pakken leveret hjemme – ofte i vores egne privatbiler, fortæller han.

Julehjælpen bliver ikke bare uddelt automatisk.

- Hvert år vurderer vi nøje, hvem der har størst behov. Det er dem, der absolut har brug for hjælpen, som får pakkerne, siger Villy Rønn, der gennem 11 år har opbygget julehjælpen som et solidt netværk for familier i vanskelige situationer.

Billede beskrivelse

Han fremhæver, at flere familier hvert år selv ringer og melder fra, når deres situation forbedres.

- Det viser, at hjælpen rammer rigtigt. Familierne bruger den, når behovet er størst – og siger fra igen, når de kan klare sig selv. Vores frivillige kommer ofte hjem med historier og reaktioner, der både rører og varmer. Det bekræfter, hvor vigtig julehjælpen er.

Go’Mad Spar-butikkerne i Thisted, Snedsted, Bedsted og Koldby støtter også håber, at julehjælpspakkerne fortsat kan være en fast tradition i årene fremover.

- Så længe behovet er der, vil vi gerne være med til at gøre en forskel, lyder det fra købmændene bag initiativet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste