Jytte fejrer 50 års jubilæumsdag med en tur til damefrisøren
7. april runder Jytte Elisabeth Pedersen et skarpt jubilæumshjørne på en helt særlig arbejdsplads
THISTED: Torsdag er en ganske særlig dag på Thy-Værkstedet.
- Vi kan faktisk ikke mindes, at det er sket før, siger Poul Ottesen, værkstedsassistent og kontaktperson for Jytte Elisabeth Pedersen, der er dagens - og denne artikels - hovedperson.
Hun kan nemlig fejre sit 50 års jubilæum som medarbejder på Thy-Værkstedet i år, og det skal markeres 7. april.
- Du skal huske at sætte et stort flag op, Poul, siger Jytte, mens hun glædestrålende betror sig til værkstedsassistent Ulla Broholm:
- Så skal jeg en tur til damefrisør!
Jytte er en solstråle, fortæller Ulla Broholm, som især kender Jytte fra hendes mange år i Butik Rosen, der er tilknyttet Thy-Værkstedet:
- Jytte er enormt ihærdig og meget omsorgsfuld, hun er en personlighed uden lige. Jytte er glad for alle, og alle er glade for Jytte, siger Ulla Broholm, mens Jytte sidder ved siden af og smiler.
Jytte er faktisk ét stort smil, mens hun viser rundt i køkkenet, hvor hun har sin daglige gang. De andre medarbejdere hilser på hende og ønsker tillykke, og hun får også et kram af én af kollegerne.
I køkkenet hjælper Jytte med at vaske op og tørre af hver dag, når frokosten skal tillaves og serveres til medarbejdere og personale på Thy-Værkstedet. Og selvom Jytte har iført sig sit stiveste puds, nu hun skulle have besøg af avisen, så vil hun alligevel gerne demonstrere arbejdet for fotografen.
Thy-Værkstedet
Thy-Værkstedet er et socialt arbejdsmarkedscenter, der henvender sig til personer, som - på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer - ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked på normale vilkår.
Thy-Værkstedet var et af de første værksteder, der tilbage i 1964 blev oprettet under Forsorgscentret for Nordjylland. Det skete i en villa på Højtoftevej, hvor der blev indrettet bogbinderi og snedkeri. Der var plads til 18 elever, som man kaldte det dengang.
I 1966 flyttede værkstedet til lejede lokaler på Industrivej. Eleverne kom så langt væk fra som Fjerritslev, Mors og Thyholm. Senere blev der bygget værksteder på Mors og i Hurup, og med tiden blev aktiviteterne desuden spredt til flere adresser i Thisted. I 1988 tog man værkstedet på Kronborgvej i brug.
Ved 25 års jubilæet i 1989 havde Thy Værkstedet 80 pladser. I dag er stedet normeret til 117 pladser.
Køkkenet er dog blot den seneste tilføjelse til et CV, der gennem årene har vokset sig alenlagt. For selvom Jytte har været ved Thy-Værkstedet i alle årene, har hun prøvet kræfter med lidt af hvert.
- Jeg har været i Butik Rosen, og jeg har arbejdet på gartneri, og det var jeg meget glad for. Jeg har også haft et skånejob på Møllehuset, men det stoppede jeg med på grund af corona, fortæller Jytte.
Derudover har hun arbejdet med kantinedrift, hun har deltaget i fisketure og svampeture, og så har hun hvert år ved julemarked påtaget sig rollen som nissemor.
Jytte har også spillet musik ved en del arrangementer på Thy-Værkstedet med sit band Linje 8, men hun indrømmer, at bandet ikke længere er aktivt.
Én af de største oplevelser i Jyttes bevidsthed var dog, da hun skulle modtage sin 40 års fortjenstmedalje, som hun skulle have overrakt på Amalienborg.
Ulla Broholm tog med Jytte til København, og på turen derover snakkede de om, at det kunne være sjovt, hvis det var Kronprinsen, der skulle overrække medaljen.
- Da vi ankom og blev råbt op, fik vi at vide, at Dronningen var ude at rejse, og det faktisk var netop Kronprinsen, der skulle overrække medaljen, siger Ulla Broholm.
- Så sagde jeg "juhuu", husker Jytte og griner.
Jytte har nemlig et godt øje til Kronprinsen, indrømmer hun. Han er jo sådan en "nydelig ung mand".
Medaljen har hun fundet frem fra gemmerne, så den kan blive luftet på jubilæumsdagen. Den skal dog lige pudses først.
Selvom det er et skarpt jubilæumshjørne, Jytte lige om lidt runder, så fylder hun bare 66 år til maj og er absolut frisk og rørig:
- Jeg cykler på arbejde hver arbejdsdag, i al slags vejr. Det generer ikke mig, fastslår Jytte, og tilføjer, henvendt til Ulla Broholm:
- Min cykel er snart slidt op, så skal jeg have en ny. Men den har også kørt mange kilometer.
Hun trives i de velkendte rammer og bryder sig ikke om at være så mange andre steder, for der er for meget uro, synes Jytte.
I sin fritid får hun blandt andet tid til at passe sine to undulater. Når Jytte ikke er hjemme, hører fuglene radio, for de er meget glade for musik, ligesom Jytte selv.
Selve jubilæumsdagen fejres med fælles frokost med kollegerne fra køkkenafdelingen, og der er selvfølgelig dækker op i den store sal, til ære for hele Thy-Værkstedets Jytte.