Billede beskrivelse

Julie har streget alle veje på Mors af

10. april 2025 kl. 19.01

VILS: Hun har løbet mange motionsløb, herunder maraton i Paris, i Hjallerup og i Skagen, og lige nu træner hun op til maraton i København 11. maj.

Længere løb og store udfordringer er hun altså vant til, Julie Futtrup Riemandsgaard fra Vils.

Alligevel må hendes seneste bedrift siges at være en mundfuld af de større. Hun har nemlig som den første motionist løbet og gået samtlige offentlige veje på Mors.

Dem er der 684 af.

- Det begyndte tilbage i 2021, hvor der ikke havde været løb at træne op til på grund af Corona. Derfor manglede jeg noget, der kunne motivere mig og få mig ud af døren. Det fandt jeg så hos City Strides, som er et fællesskab for motionsløbere, der løber og går alle veje i deres by eller kommune, forklarer Julie.

Billede beskrivelse

Altså satte hun sig for at løbe, og i nogle tilfælde gå, alle veje på Mors, og hun begyndte med vejene omkring hjemmet i Vils og satte sig herefter i bilen for at køre afsted til de næste veje, der skulle markeres på det kort, der var indbygget i hendes smartwatch.

Og hver løbet eller gået vej blev tegnet op på det kort, som blev lagt op hos City Strides, og for nylig kunne hun strege den sidste vej på kortet af og sige fuldført.

- Den sidste vej var Skt. Margrethesvej ved Flade. Den havde jeg taget tilløb til et par måneder, så det var fedt at få den streget af. Jeg hoppede af glæde, så dejlig en følelse var det at komme i mål, siger Julie.

Efterfølgende har andre danske City Striders, for de findes over hele verden, gjort hende opmærksom på, at hun også er den første, der har løbet og gået en hel kommune i Region Nordjylland.

- Det er jeg da lidt stolt af, siger Julie.

Billede beskrivelse

Wolf Walk

Faktisk kan man se på kortet, at hun også har streget nogle veje af i Thy og i Salling.

- Jeg arbejder til daglig hos Morsø Kompetencecenter, så jeg har overvejet at lave en City Stride på Skive kommune. Alligevel er det lidt af en udfordring, for her skal jeg køre noget længere hjemmefra, så indtil videre er det blevet til enkelte veje, hvor jeg er kørt over Sallingsundbroen fra arbejdet af, siger hun.

I første omgang er det hendes plan at tage livtag med hele Salling på anden vis, nemlig på vandrefod.

Sammen med en veninde vil hun gå The Long Lonely Wolf Walk, som er en vandretur Salling rundt.

- Sidste år gik vi ruten på de 50 kilometer, og selv om det gav nogle vabler, så er vi opsatte på at gå den lange rute i år, som er på 100 kilometer med start og mål i Glyngøre, smiler hun om vandreturen, der finder sted sidst i maj.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste