Billede beskrivelse

Julerier trak fuldt hus: Fyret i Hanstholm blev forvandlet til Thys hyggeligste marked

08. december 2025 kl. 14.00
Opdateret kl. 19.30

HANSTHOLM: Julestemningen stod højt lørdag, da Jul på Fyret endnu en gang slog dørene op i de historiske rammer omkring Hanstholm Fyr. 

Siden 2008 er julemarkedet vokset år for år – og i år nåede det nye højder. 

Arrangørerne anslår, at omkring 3000 gæster lagde vejen forbi. Til sammenligning var der godt 2000 gæster sidste år, og i de tidlige år kunne deltagerantallet tælles i hundreder.

Begge tilkørselsveje til fyret var pakket med parkerede biler, og gæsterne strømmede til fra hele Thy for at opleve et julemarked, der nu betragtes som et af områdets mest populære.

Billede beskrivelse

Jul på Fyret breder sig efterhånden ud i samtlige bygninger omkring fyret:
fyrmesterboligen, maskinhuset, bådhuset og den centrale gårdsplads var fyldt med boder med lokale delikatesser, kunsthåndværk og julepynt.

Men også et stort opvarmet telt gjorde cafeområdet halvanden gang større. Der var levende musik, hygge og varme.

Kirkens musikgudstjeneste i en fyldt kirke trak stort købelystens publikum. 

Jimmi Julemand mødte børnene. Fyret holdt åbent for de mange, der ville nyde udsigten fra toppen. Og der var kølige hestevognsture i pendulfart.

Koordinator Solveig Loop glæder sig over udviklingen:

- Vi har udviklet Jul på Fyret år for år. Med teltet bliver folk her længere, og vi har skabt langt mere julestemning. Samtidig virker vores markedsføring – folk fra hele Thy vil op på fyret og opleve de unikke omgivelser, fortæller hun.

Billede beskrivelse

Et af dagens mest populære indslag var fiskeauktionen, hvor auktionsmester Jesper Kongsted solgte kasser med grydeklare filetter af mange slags fisk – og buddene fløj hurtigt i vejret.

I dagens anledning var den klassiske auktionspind udskiftet med en trægrydeske, til stor morskab for både børn og voksne.

- Jul på Fyret er også et godt eksempel på samarbejde og lokal opbakning. Og den lokale opbakning fra byens butikker og virksomheder er helt afgørende.
Dem skal vi huske at hylde – uden dem havde vi ikke haft den succes, vi ser i dag siger Solveig Loop.

Jul på fyret arrangeres af Hanstholm Borgerforening, Hanstholm Husholdningsforening, Ræhr Beboerforening og Fyrets Venner. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste