Billede beskrivelse

Jørgen og Søren bygger nyt badehotel: Det skal være Michelin Guiden værdigt

15. december 2025 kl. 19.00

AGGER: Det fremstod, forfaldent og forsømt. 

Og badehotellet i Agger var ikke et sted, Michelin Guiden kunne anbefale som overnatningssted for de gæster, som ønskede et sted at overnatte ovenpå en middag på Michelin restauranten Tri på den anden side af Vesterhavsvej.

- Sådan husker jeg, frit fra hukommelsen, den beskrivelse Michelin Guiden lavede af badehotellet. Det syntes jeg var synd for Tri, så en af visionerne for det nye badehotel bliver at skabe et overnatningssted, som både Tri og Michelin Guiden kan være bekendt at henvise til.

Billede beskrivelse

Det siger bygherre Jørgen Hansen, som Ligeher.nu møder sammen med medbygherre og arkitekt Søren Sarup for at gøre en status på den renovering og ombygning, som har pågået adskillige måneder og vakt stor opmærksomhed i lokalområdet.

- På min vej til møde med håndværkerne møder jeg mange, der stiller spørgsmål til det, vi går og laver. Den lokale opmærksomhed, som vi er meget glade for, har også ført til, at vi har lavet plancher med tegninger af det færdige hotel. De plancher kan man lige nu se i vinduet til min tegnestue ved siden af Tri, siger Søren Sarup.

I Agger er den prisvindende arkitekt blandt andet kendt for at have tegnet Tri og sit eget sommerhus, Light House, og det var i forbindelse med en tegneopgave i Glyngøre, han lærte Jørgen og Jette Hansen at kende.

- Gennem den opgave fandt jeg ud af, at Jørgen og Jette var åbne for investeringer og vækst, som gav mening for dem. Så da jeg på vandrørene hørte, at badehotellet skulle sættes til salg, præsenterede jeg muligheden for, at vi sammen kunne lave det her projekt. Og heldigvis sagde de ja, siger Søren Sarup henvendt til Jørgen Hansen, der for fem år siden solgte sit livsværk, transport- og logikstikvirksomheden Freja.

- Vi har sommerhus i Vorupør, så for os er Vestkysten og Vesterhavet noget helt specielt. Og i Agger er der gode muligheder for at gøre en forskel og lave noget, som man vil blive husket for på den gode måde, når man engang har sat træskoene, smiler Jørgen Hansen.

Billede beskrivelse

Og det gode skal være et badehotel, som skal være med til at løfte Vestkysten og Thy som turistdestination, er begge enige om.

- Med åbningen af SMK Thy og Naturlandsbyen, er der i nærområdet føjet yderligere til i rækken af attraktive turistattraktioner, som i forvejen blandt andet tæller Tri, Thy Whisky, Nationalparken, Lodbjerg Fyr og Bunkermuseet. For blot at nævne nogle. Udfordringen har i den forbindelse været en for lille kapacitet på gode overnatningssteder i Sydthy. Det forsøger vi så at råde bod på med det nye badehotel, siger Søren Sarup.

Fakta om byggeriet

Renovering, ombygning og udvidelse af det tidligere Agger Badehotel skal føre bygningens 120 år lange hoteltradition videre og understrege Agger og Thys fantastiske natur i endnu højere grad.

I 2025 påbegyndtes det gennemgribende arbejde, som er nødvendigt for at sikre den bevaringsværdige bygning fremtidigt samt forskønne byens gadebillede. Hotellets originalitet bevares i den gamle bygning mod gaden.

Diverse tilbygninger på bagsiden fjernes og erstattes af en ny længe, der åbner sig mod de fantastiske omgivelser, skaber beskyttede og behagelige uderum og bringer naturen helt ind i hotellet.

Hotellet kommer til at rumme følgende funktioner: · 24 værelser (Samme antal som det tidl. Agger Badehotel) · Restaurant, bar, vinkælder og gårdhave · Lokaler til selskaber, møder og konferencer i følgende variationer: 10 pers, 20 pers, 60 pers, 90 pers og 170 pers. · Sauna og spafaciliteter · Spændende arkitektur, pejs og skøn udsigt mod omgivelserne.

Hotellets navn er indtil videre ”Untitled”.

I skrivende stund er håndværkerne ved at færdiggøre hovedlængen, som bliver renoveret på det, som der kan bygges videre på af den bevaringsværdige bygning. 

Og i starten af det nye år sendes de næste etaper med nybyggeri i udbud.

- Vi har en deadline, som hedder foråret 2027. Den deadline skyldes, at et guldbrudepar har booket hotellet. De holdt også deres bryllup på hotellet for 50 år siden, så vi har lovet dem, at vi nok skal blive færdige tidsnok til, at de kan fejre de 50 år sammen på samme sted, hvor de holdt deres bryllup, siger Jørgen Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste