Fællesspisning i forsamlingshuset har tradition for at trække folk af huse i Øster Assels. Privat arkivfoto.
International mad i Øster Assels
Smagsløgene kommer i brug i Øster Assels forsamlingshus, når der fredag 22. februar arrangeres fællesspisning for områdets beboere.
Det er ikke første gang, borgerne på Sydmors har haft mulighed for hyggeligt samvær med spisning, men der er noget specielt ved programmet denne gang.
- Vi har spurgt nogle af tilflytterne i vores område, om de havde lyst til at komme og lave mad, der er specielt for deres hjemland, fortæller Gunnar Mogensen, der er formand for Lokalbrugsen Øster Assels.
Forsamlingshusets forespørgsel er blevet vel modtaget, og der vil således være både norsk, tysk, polsk, rumænsk, litauisk og ukrainsk mad på menuen på fredag.