Ingas hjerte gav op: Nu retter Niels en kæmpe tak til redningsfolkene
HURUP: Efter årelang sygdom ville Ingas hjerte ikke mere.
Det gav op, da hendes mand Niels Bedsted efter endnu et af hendes sygehusophold og ophold på Kristianslyst i Thisted, fik hende hjem i en sygeseng i stuen i huset i Hurup.
- Det var om morgenen. Jeg havde lige fået hende op at sidde og givet hende en kop kaffe og en halv bolle, for derefter at sætte mig ud i køkkenet for at læse avisen. Så hørte jeg en mærkelig lyd og skyndte mig ind i stuen. Her havde Inga lagt sig ned i sengen med dynen over sig. Jeg kunne straks se, at der var noget galt, så jeg ruskede i hende, men hun var livløs. Så ringede jeg 112, fortæller Niels.
Det skulle vise sig, at 79-årige Inga Marie Smeds liv ikke stod til at redde, men redningsfolkene gjorde alt, de kunne – og det fortjener de en kæmpe tak og roser for, mener Niels.
- Der bliver sagt og skrevet så meget negativt om sundhedsvæsenet, så selv om det sker på en trist baggrund efter min kones død, så føler jeg trang til at fortælle min historie, for alle ydede en flot og imponerende indsats i forsøget på at redde Inga. Det fortjener alle en kæmpe tak for, siger han.
Efter opkaldet til 112, kom 82-årige Niels igennem med det samme, og kvinden i røret instruerede ham hurtigt i at få Inga ned på gulvet at ligge.
- Jeg fik besked på at lægge telefonen fra mig og sætte den på højttaler. Herefter skulle jeg sætte mig på knæ og give Inga hjertemassage med begge hænder og bare blive ved og ved og så hårdt, jeg kunne uden tanke for, om jeg kom til at brække hendes ribben, forklarer Niels.
Han nåede dog knap at komme i gang, før to unge fyre stod i stuen med en hjertestarter for at tage over.
- Der gik vel blot halvandet til to minutter, så var de to hjerteløbere her for at tage over, og de fortsatte hjertemassagen og gav Inga stød, indtil en redningshelikopter fra Skive landede lige ved siden af.
Helikopteren var her i løbet af 15-20 minutter, og lægen ombord tog hurtigt over efter de to hjerteløbere. Få øjeblikke senere kom så en paramediciner og en ambulance. Og alle kende deres roller i mindste detalje, det var meget professionelt og imponerende, siger Niels.
Han følte, at alle ydede deres bedste for at redde Inga, men til sidst måtte de give op og sige stop.
- Jeg kunne ikke få hurtigere og bedre hjælp, end den jeg fik. Og selv om det ikke lykkedes at redde Inga, så fortjener alle at blive rost for deres indsats. De gjorde virkelig alt, de kunne, siger Niels.