Billede beskrivelse

Indvielse var godt besøgt: Fem års hårdt arbejde er nu ovre

17. april 2023 kl. 09.01

Efter fem års slid af især to ildsjæle, kunne en ide om et hus i Lildstrand dedikeret til kunstneriske kreative mennesker endelig blive indviet som en realitet.

Det skriver Kreativitetshuset i en omtale. 

Fredag eftermiddag klippede borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted Kommune den snor, som åbnede for en ”wall of Fame”, som viste de mange mennesker, firmaer og velgørende fonde, som har skudt både millioner og tusinder af frivillige timer i KreativitetsHuset, som fremover kommer til at danne ramme om kreative ”lyster”.

- Vi havde undervejs flere tidspunkter, hvor vi stoppede op og måtte kigge hinanden i øjnene og spørge, om vi skulle fortsætte, forklarede formanden for foreningen bag huset, Hanne Marie Kværndrup.

Elever bliver undervist

Det andet par øjne tilhører hendes ægtefælle, Jørgen Holst, og parret er de to ildsjæle, som har holdt liv i ideen og søgt om de mange millioner kroner i fondsmidler.

Gennem de fem år har der været mange sten på vejen, men nogle har såmænd været positive, i form af de stykker af gamle limsten savet ud af Bulbjerg og brugt til huse i området.

De blev udsmykket af lokale kunstnere og solgt som folkeaktier.

De negative ”sten” har været pandemi og stigende priser på byggematerialer til de sidste etaper af renoveringen af bygningen.

Huset er i øvrigt allerede brugt i stor stil, idet tilsammen 200 elever fra Hannæs Østerild Skoler indtil slutningen af april alle hverdage bliver undervist i kunst og kunsts tilblivelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste